Dagens aktietip - torsdag

Aktietip. Dantherm har et betydeligt potentiale.

Dantherm aflagde et moderat positivt regnskab for andet kvartal, men vi lægger fortsat mest vægt på perspektiverne inden for selskabets samarbejde med canadiske Ballard om udvikling og salg af brændselscellebaserede luftbehandlingsanlæg til mobilmaster og beslægtede produkter.

I et interview siger adm. direktør Poul Arne Jensen til AktieUgebrevet, at det kan komme til at gå meget hurtigt med at skabe et stort salg og god lønsomhed på det nye forretningsområde, som nu er udskilt i divisionen Dantherm Power.

Selvstændigt segmentHan vurderer, at forretningsområdets omsætning allerede fra næste år vil kunne ses tydeligt i regnskabet, og Dantherm Power vil tillige blive udskilt som et selvstændigt regnskabssegment.

- I løbet af en årrække kan det nye forretningsområde blive ligeså stort, som vores øvrige forretning er i dag, siger Poul Arne Jensen.

(Dantherms omsætning var sidste år på tre mia. kr.).

Selskabet har leveret det første kommercielle anlæg med brændselsceller til et midtjysk elselskab.

- Vi har mange nye kontrakter undervejs til andre kunder, siger direktøren.

De første år vil denne forretning dog give underskud, alene i år med en regnskabsmæssig driftspåvirkning på minus 20 mio. kr.

Oprydning i datterselskabStørst fremgang i lønsomheden kom dog inden for "procesventilation", hvor driftsoverskuddet i andet kvartal blev ti mio. kr. mod 1,3 mio. kr. i første kvartal.

Fremgangen inden for salg af industriventilation plus service skyldes oprydning i det franske datterselskab og fremgang i Tyskland. I Frankrig er en fabrik lukket, og medarbejderstaben er reduceret med 20 procent.

Endelig er der den danske installationsforretning Glenco, som i andet kvartal gav et nul-resultat.

Poul Arne Jensen oplyser, at denne forretning er under omstrukturering, og at lønsomheden er under forbedring. Forretningen er ikke en strategisk kerneforretning, og et salg er fortsat en mulighed.