Dagens aktietip - tirsdag

Aktietip. H+H International kan blive det nye Rockwool.

Efter en kraftig kursstigning de seneste måneder på ca. 30 procent for H+H International bør der på kort sigt ikke være udsigt til flere kursstigninger. Men med en tidshorisont på et par år, kan H+H International vise sig at blive en rigtig god investering.

Byggeboom østpåDet, som gør aktien specielt interessant, er koncernens vækststrategi, som handler om ekspansion i Østeuropa. Det er her sammenligningen med Rockwool bliver relevant. I forlængelse af det igangværende byggeboom i Østeuropa, som Rockwool også løftes frem af, har H+H International også gode muligheder for at skabe langsigtet lønsom vækst.

Koncernens byggematerialer (porøst beton) er miljøvenligt, velkendt, ikke brændbart, ikke så tungt og let at arbejde med.

H+H International har endvidere mulighed for at indtage en ledende position på de ikke-konsoliderede østeuropæiske markeder, hvor der er mange producenter med utidssvarende produktion.

Investering i fremtidenPå kort sigt er indtjeningen i koncernen blevet negativt påvirket af erhvervelsen af fabrikker i blandt andet Polen. Men det bør betragtes som en investering i fremtiden, og selvom det koster på bundlinien, er den type investeringer en forudsætning for fremtidig vækst.

Også på kort sigt kan indtjeningen dog blive løftet yderligere frem af bedre prisvilkår med højere salgspriser, bedre markedsvilkår i England (som udløste en opjustering af årsforventningen efter tredje kvartal), bedre produktkvalitet og højere effektivitet gennem stordrift og rationaliseringer.

Man skal heller ikke undervurdere betydningen af, at den tidligere succesfulde topchef i VT Holding, Laurids Jessen, er kommet i bestyrelsen for H+H International.