Dagens aktietip - onsdag

Aktietip. Dicentia er for de risikovillige.

Handelsbanken har den seneste tid været stort set eneste sælger i aktien. Til gengæld har finanshuset solgt for cirka én mio. kr., og det har været langt mere, end aktien har kunnet bære i et nervøst marked.

Det har sat aktien ned i kurs 20,5, hvor selskabets børsværdi er 80 mio. kr. Det er markedets vurdering p.t., og som udgangspunkt må man jo tage markedets beslutning til efterretning. Men.

Korrekt er det, at Dicentias marked, fremstilling af dvd og cd, er faldende, og priserne også fortsat er under pres på grund af benhård priskonkurrence. Vi har dog ikke grund til at tro, at priserne det seneste kvartal er faldet ud af bunden. Forleden aflagde den hollandske børsnoterede konkurrent, Doc Data, regnskab for 2. kvartal, og forretningen inden for dvd-produktion viste fremgang og plus på driften i flere landeselskaber.

Stærk i NordenVi bemærker videre, at Dicentia har en meget stærk markedsposition på det nordiske marked for produktion og salg af dvd og cd. Vi forventer ledelsens udmelding om et årssalg på cirka 450 mio. kr. holder, og nogenlunde den samme overskudsgrad før afskrivninger som sidste år på 7-8 procent, svarende til 30-35 mio. kr. i frit cash flow fra driften. Det svarer nogenlunde til ledelsens årsforventning for bundlinien på mellem plus og minus 5 mio. kr.

For de langsigtedeVores konklusion er, at aktien er særdeles interessant for den meget risikovillige og langsigtede investor. Lønmodtagernes Dyrtidsfond og Baltic Rim Fund med blandt andre de svenske AP-fonde er store aktionærer. Vi forventer, at de vil arbejde for, at Dicentia deltager i den europæiske konsolidering af branchen, og de vil antageligt også være garanter for, at bankernes pengekasse ikke uden videre bliver smækket i. På grund af den ringe likviditet i aktien fraråder vi kortsigtet spekulation i aktien.