Dagens aktietip - onsdag

Aktietip. Investeringsforeninger er bedre end deres rygte.

Der har de seneste år bredt sig en slags "investeringsforeningsfobi" blandt mange private investorer, som mener, at investeringsforeningerne bare er en affaldsspand for de dårlige aktier, som banken vil have ud af sin egen aktiebeholdning.

Ligesom der også er en opfattelse af, at bankerne malker foreningerne gennem høje gebyrer.

Det er utvivlsomt rigtigt, at investeringsforeningerne er en god forretning for de banker, som administrerer dem, og det er også rigtigt, at nogen investeringsforeninger gennem tiden har været økonomiske katastrofer for investorerne. Men det har faktisk også været tilfældet for visse aktier.

Når man investerer i en investeringsforening, så køber man ikke en garanti for at tjene penge. Man køber en andel i en forening, som investerer på en helt bestemt måde. Det kan være langsigtet eller kortsigtet, i aktier eller obligationer, med eller uden udbytte, i danske eller udenlandske aktier og så videre Man vælger selv, hvad man vil være med til. Hvis netop den branche eller det område, som man har valgt at placere penge i, viser sig at være et meget uheldigt sted at investere på netop det tidspunkt, så koster det altså. Og det kan man ikke bebrejde investeringsforeningen.

Hvis man ikke har de nødvendige ressourcer i form af viden og tid, så er investeringsforeninger et glimrende sted at placere kapitalen. Og at der kan tjenes lige så mange penge hos investeringsforeningerne som på individuelle aktier illustrerer Alfred Berg Rusland, som 5. oktober 1998 kunne købes til kurs 13,50. I dag koster den næsten 200 kr. Det er en af de mere ekstreme foreninger, men ikke enestående. Eksempelvis BankInvest Østeuropa er steget med flere hundrede procent de seneste seks år.