Dagens aktietip - mandag

Aktietip. DSV forgylder aktionærerne.

Eftersom vækst er en afgørende faktor for en stigende aktiekurs, kunne man måske have forventet et kursfald som følge af DSV's halvårsregnskab.

Ganske vist er omsætningen steget med 13,5 procent i første halvår set i forhold til samme periode i fjor, men stort set hele væksten kommer fra overtagelsen af Frans Maas. Den organiske del af væksten var kun været på 1,4 procent.

Men når man kigger på baggrunden for den beskedne omsætningsstigning, skifter billedet. Det er nemlig et resultat af, at man sætter fokus på sanering af ikke-rentable kontrakter samt udskiftning af agenter med egne netværk. Man luger altså ud i de forhold, som ikke bidrager optimalt til bundlinjen.

Bidrag fra Frans MaasFokus på bundlinjen kan da også aflæses længere nede i regnskabet, hvor bruttomargin er steget fra 21,6 procent sidste år til 22,5 procent i år. Også her bidrager Frans Maas væsentligt i kraft af et produktmix, som giver højere bruttomarginer.

Set fra aktionærernes side "lider" DSV af det positive problem, at de tjener flere penge, end de har brug for. I stedet for at gemme dem væk med et lavt afkast til følge eller bruge dem på hasarderede opkøb, så vælger man nu at sende et betydeligt beløb tilbage til aktionærerne.

Det sker ved iværksættelse af et aktietilbagekøbsprogram på 500 mio. kr., som begyndte den 3. august og løber til og med 31. oktober. Dette program vil lægge en bund under aktiekursen de næste tre måneder, og det kan meget vel få en selvforstærkende virkning, da en mindre usikkerhed i aktien i sig selv vil gøre den mere attraktiv.

På trods af, at DSV målt på indtjening i forhold til kurs er en ganske dyr aktie, anser vi derfor aktien for en interessant investeringsmulighed netop nu.