Dagens aktietip - mandag

Aktietip. Tag gevinsten i Sparekassen Himmerland

1. december 2006 blev Sparekassen Himmerland (SH) for første gang noteret på Københavns Fondsbørs, og dermed tjente bankens tidligere garanter 100 procent på kun to måneder. De havde nemlig fået mulighed for at tegne aktier til kurs 250, og den første dag på børsen blev aktierne handlet til kurs 500.

Spørgsmålet er dog, om ikke SH nu har presset citronen til grænsen, når det gælder kursstigninger. Hvis vi ser på regnskabet for de seneste fem år, så har udviklingen på bundlinen været flot med en stigning fra 77,6 mio. kr. til 248,4 mio. kr.

Men stigningen på bund-linien skyldes flere forhold, som enten må betegnes som midlertidige eller som liggende udenfor almindelig bank-drift. For eksempel har der været indtægter på 14,4 mio. kr. fra salget af Totalkredit og 6,2 mio. kr. fra salg af datterselskab samt indregnet fortjeneste fra disse datterselskaber. Den mest bemærkelsesværdige post på regnskabet er dog tab på udlån, som i 2006 bidrog med et overskud på 41,4 mio. kr. Det er positivt, at kreditvurderingen af SH's kunder p.t. er så høj, at man har overskud på en traditionel tabskonto, men det holder ikke i længden.

Vurderet på resultatet excl. kursreguleringer, overskud fra nedskrivningskontoen, salg af Totalkredit med videre er SH i øjeblikket en dyr aktie målt i forhold til det almindelige prisniveau på Københavns Fondsbørs. Og målt i forhold til et sammenligneligt selskab (den lokale konkurrent Spar Nord Bank) er SH 40 procent dyrere ved de aktuelle aktiekurser. En sådan ubalance ser vi ingen rimelig begrundelse for.

En investering i SH har været en fremragende forretning for de investorer, som troede på aktien op til børs-noteringen. Men med en kursstigning på over 100 procent siden oktober 2006 er belønningen til de trofaste allerede til overmål indregnet i kursen.