Dækningsløs check fra Uganda

Læs mere
Fold sammen
Hos firmaet S. Tygesen Energi A/S i Kerteminde spærrede de øjnene lidt op, da de i starten af februar modtog en check

fra 40.006,00 amerikanske Dollars udstedt af Master Card International i New York. Den fynske virksomhed, der handler med produkter

til energisektoren, bl.a. generatorer, havde kort tid forinden været i kontakt med et firma i Uganda ved navn Big Sound 2000

Goldy, som angiveligt handler med generatorer, og som ville købe generatorer i Kerteminde.



- Vi havde snakket med ham

og sendt vores katalog til ham på mail, men han havde ikke afgivet nogen ordre, siger Morten Tygesen fra Kerteminde. - Da han

så afgav ordren, passede beløbet ikke til priserne på varerne, så vi sendte checken til vores bank, som skulle

undersøge, om der var dækning på den. Et par dage efter modtagelsen af checken ringede de fra Uganda og bad om

at få varerne ekspederet hurtigt, fordi det var en hastesag. Men de fik det svar, at det fynske firma lige ville have checken

undersøgt, inden der skete mere. Og tre uger senere kom så brevet fra banken, som fastslog, at checken var falsk. Så

lang tid havde det taget banken, som tog 1.000 kroner for anstrengelserne.



- Vi kunne ikke se på checken, at den ikke var

ægte, heller ikke når vi holdt den op mod lyset, siger Morten Tygesen. Han kender til flere andre firmaer, som har modtaget

lignende dækningsløse checks på op til 200.000 $ , og som derefter, mens checken bliver undersøgt, af kunden

er blevet opfordret til at sende varerne ekspres.



- Der må jo nok være nogen, der hopper på den, siden de bruger

den slags tricks, men vi gjorde det ikke, siger Morten Tygesen.