Dårlig integration mindsker arbejdsstyrke

Arbejdsstyrken skulle egentlig være vokset med 95.000 flere personer, end den reelt er gennem de seneste 10 år. Det viser tal fra Dansk Arbejdsgiverforening

Arbejdsstyrken er langt mindre, end den egentlig burde være. Ifølge Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) nyhedsbrev Agenda er der gennem de seneste 10 år kommet 69.000 flere i den erhvervsaktive alder, samtidig med at øget uddannelse har haft en øget effekt svarende til ekstra 26.000 personer.

Arbejdsstyrken skulle derfor egentlig være udvidet med omkring 95.000 personer, men i samme periode har 92.000 personer i den erhvervsaktive alder forladt arbejdsmarkedet.

Så i stedet for et plus på 95.000 personer står der et plus på 3000 personer på bundlinjen, og den udvikling skyldes hovedsagelig, at flere har valgt at gå på efterløn, og at mange nytilkomne flygtninge og indvandrere ikke er blevet ordentlig integreret på arbejdsmarkedet.

/ritzau/