Da USA blev ramt af økonomisk nedsmeltning

De interne overvejelser i den amerikanske forbundsbank viser forvirring og til sidst handlekraft.

Nedturen ramte også de rige områder, som Yellen påpegede med masser af sarkasme på et møde den 16. september, dagen efter Lehman Brothers’ konkurs. Foto: T.J. Kirkpatrick/AFP Fold sammen
Læs mere

WASHINGTON: Fem år efter at den amerikanske forbundsbank begyndte at indse, at landet og verden stod over for en krise ikke set siden 1930erne, er en lang række referater fra møderne i banken nu offentliggjort. Det er en gyser uden helte og uden egentlige skurke. Og hvis man skal pege på skurke, er det mere på det menneskelige plan med en tvivl om krisens dybde selv på baggrund af det kaos, der opstår, når en økonomisk nedtur for alvorlig begynder at koste noget.

Da det gigantiske finansfirma Lehman Brothers gik ned i midten af september 2008, var man stadig overbevist om, at krisen kunne inddæmmes med mindre justeringer. Der var tal, der understøttede troen på, at det kunne lade sig gøre at vende skuden i løbet af et år ved kun at skubbe lidt bag på økonomien. Men når man gennemlæser referaterne, er det også tydeligt, at den amerikanske forbundsbank måske kunne have reageret en smule hurtigere. Hvem ved? For det er altid let at kigge i bakspejlet og se, hvad man kunne have gjort anderledes. Som The New York Times skriver, så er det trods alt glædeligt, at en af dem, der i perioder så klarest, var bankens chef, Ben Bernanke.

Til gengæld brugte han ikke sin magt til at tvinge de mere tvivlende lokale centralbankdirektører til at trække i den store håndbremse. Og til endnu større glæde for alle i dag, så havde den nuværende centralbankchef, Janet Yellen, som dengang var direktør for centralbanken i San Francisco, også i mange perioder et klarsyn. I hvert fald var hun en af dem, der var overbevist om, at USA faktisk var inde i en recession, før det kunne godtgøres gennem nøgletallene. Men hun magtede så heller ikke at skubbe nok på vognen, selv om hun under hele forløbet var loyal over for Bernanke.

Skillelinjen ifølge dokumenterne var Lehman Brothers’ konkursbegæring den 15. september 2008. På mødet stod det klart, at kun få af de tilstedeværende direktører havde lyst til at redde denne bank. Man troede stadig på, at økonomien et eller andet sted ville rette sig selv ved hjælp af mindre justeringer. Bernanke var i tvivl, men pressede ikke nok på og havde formentlig heller ikke alle planer klar endnu for, hvad han ville gøre. Men mange på mødet mente, at Wall Street trængte til en »lærestreg« efter at have leget med økonomien. Det var holdningen, og man må huske på, at på det tidspunkt havde man i næsten to år haft en boligkrise forårsaget af dårlige lån, som var begyndt at flette sig ind i den almindelige økonomi på en katastrofal måde.

Boligpriserne styrtdykkede, og det var ikke kun de dårligst stillede, der mærkede nedturen. Den var også kommet til de rige områder. Som Yellen sarkastisk sagde på et møde i banken den 16. september, dagen efter at Lehman Brothers havde indgivet konkursbegæring: »Plastikkirurgerne i East Bay – området er begyndt at mærke nedturen. Det er ikke længere nødvendigt at reservere bord på de dyreste restauranter. I Silicon Valley Countryclub (hvor et medlemskab koster 250.000 dollar med en ventetid på syv til otte år) er antallet af nye ansøgninger skrumpet til 13«. »Latter«, som det står i referatet. Det var på samme møde, at angsten for inflation stadig helt utroligt set med dagens øjne var større end angsten for en recession. Ordet inflation blev nævnt ikke mindre end 129 gange, mens recession blev nævnt fem gange. Så renten blev holdt i ro. Og det lykkedes ikke for Yellen at vække kollegerne med hendes syleskarpe sarkasme.

Man tog fejl, og de mere sarkastiske bemærkninger fra Janet Yellen tyder også på, at nogle havde en fornemmelse af, at det her ikke ville forsvinde i morgen. Men krisens sande omfang var ikke nået ud til alle hjørner, og det tog stadig seks uger, før det helt store skyts blev kørt i stilling med omfattende rentesænkninger til nul og gigantiske redningsplaner og en seddelpresse, der så småt begyndte at komme i omdrejninger, og som man først nu er begyndt at bremse for igen.

Det er en interessant læsning, og de virkeligt interesserede kan kigge i samtlige store amerikanske aviser, som i lørdags havde en præcis gennemgang af hele materialet, der er blevet offentliggjort.

Men hvad kan man så lære af det, ud over at man altid kan være bagklog. Jo allerede i slutningen af 2007 havde man igangsat en lang række tiltag for at tage brodden af den krise, man stadig antog kunne kontrolleres, selv om aktiemarkederne var i frit fald, og boligejerne måtte gå fra hus og hjem. Man havde ud over mindre rentesænkninger forberedt visse redningsplaner. Men krisen blev undervurderet.

Og hvorfor? Fordi man ikke troede på det, der foregik. I stedet for at se på det økonomiske kaos, der foregik ude blandt boligejerne, stolede man måske for blindt på den amerikanske økonomis evne til at overleve det mest utrolige. Kurserne på aktierne raslede ned, men beviserne for, hvor galt det stod til, var hele tiden tre måneder bagud. Nøgletallene var bagud. Og det var det, man troede mest på, og ikke på Yellens gentagne sarkastiske bemærkninger om, hvordan det så ud »i det virkelige liv«.