Corydon og Vestager styrer Danmark

Kortlægningen af magten i Danmark afslører, at Bjarne Corydon og Margrethe Vestager suverænt styrer maskinrummet, mens Helle Thorning-Schmidt står over-raskende svagt i Statsministeriet.

Foto: Martin Sylvest Andersen. NR. ET OG TO: Bjarne Corydon og Margrethe Vestager toppper magtlisten
Læs mere
Fold sammen

Det er et særsyn i dansk politik, at en regerings maskinrum er så stærkt bemandet, mens chefen i Statsministeriet står så svagt.

Men sådan er det. I Berlingske Business Magasins kortlægning over Danmarks 100 mest magtfulde personer sidder Bjarne Corydon og Margrethe Vestager tungt på de øverste placeringer, når eksperter og vælgere sætter ansigter på den politiske og økonomiske magt i kongeriget – mens Helle Thorning-Schmidt rangeres lavere.

Lad os med det samme konstatere, at vurderingen giver god mening.

Siden regeringsskiftet i 2011 har Vestager og Corydon været chefarkitekterne bag regeringens økonomiske politik. Deres samspil har haft politiske omkostninger, for med Vestagers benhårde krav til den økonomiske linje, åbnede S og SF en flanke for anklager om løftebrud. Men ser vi på indholdet, har de to ministre – i samspil med Venstre og de Konservative – skabt resultater, der anerkendes af økonomer og erhvervsledere.

Frygten for udsigten til en rød regering tilbage i 2011 er i dag afløst af respekt.

Effektivt team

En stor del af roserne sendes mod Vestager og Corydon, som sammen med deres embedsmænd har udgjort et sjældent effektivt og velfungerende team i den nyere politiske historie.

Det kan hænde, at Bjarne Corydon oplevede et smertefuldt fald i popularitet, da uroen om Goldman Sachs investering i DONG Energy eksploderede efter årsskiftet, men når det gælder grebet om indflydelsen – magten – har han tydeligvis fortsat fat i den lange ende.

Ifølge eksperterne bag Magtanalysen 2014 er finansministeren nationens mest magtfulde spiller, mens danskerne i en Gallup-måling for Berlingske vælger at placere ham som nummer to. (Se artiklen om Gallup-måling side 34). Ser vi på Vestager, får hun andenpladsen af eksperterne, mens danskerne i Gallup-målingen sætter hende øverst på skamlen.

Forskellen afspejler formentlig, at eksperterne med rette opfatter Finansministeriet som den afgørende koordinator på Slotsholmen, mens befolkningen især har bidt mærke i, at Vestager helt overordnet har tvunget regeringen ind på sin økonomiske kurs og dermed har tiltaget sig en enorm magt.

Svag statsminister

Lige så stærkt makkerparret Corydon og Vestager står, ja lige så svagt toner Thorning frem i Magtanalysen. Eksperterne tildeler hende en tredjeplads efter sine to superministre, mens danskerne sender hende ned på en femteplads.

Placeringen er bemærkelsesværdig og afslører, at Thorning stadig ikke opfattes som chefen, hverken af eksperter eller befolkning. Opfattelsen af Thorning er selvsagt med til at svække hendes gennemslagskraft over for danskerne, når hun eksempelvis går i medierne med et budskab, og det underminerer ligeledes hendes autoritet på de indre linjer på ministerholdet.

Er vurderingen af Thorning fair? Svaret er, at den igen giver god mening.

Thorning blev de facto lagt i benlås af Margrethe Vestager i det berømte sorte tårn på Amager, da regeringsgrundlaget skulle skrives, og S-formandens efterfølgende kursskift og løftebrud kom til at koste dyrt på troværdigheden.

Fra første færd blev Thorning en regeringschef, som i fuld offentlighed havde måttet rette ind efter Vestager. Derudover har regeringens mange kriser og løbske enkeltsager været med til at tegne et billede af en statsminister, som ikke sidder med taktstokken i hånden, ligesom hun internt på ministerholdet aldrig rigtigt har formået at etablere sig som det naturlige omdrejningspunkt.

Dermed fremstår hun svagere end sine forgængere.

Hun holder ud

I 1980erne var Poul Schlüter manden, der stod i spidsen for sine regeringer med sin uovertrufne evne til at læse spillet på Borgen og finde vej i selv det mest minefyldte terræn.

I 1990erne kunne Poul Nyrup Rasmussen føle sig frustreret over finansminister Mogens Lykketofts indflydelse, men Nyrups force var en uforlignelig arbejdsmoral og en enorm faglig indsigt, som forlenede ham med en særlig styrke.

I nullerne styrede Anders Fogh Rasmussen sine regeringer med et køligt strategisk overblik og minutiøse drejebøger, mens Lars Løkke Rasmussen med udfoldelse af stædighed og rå vilje fik vedtaget genopretningspakken og tilbagetrækningsreformen midt under den brølende finanskrise.

Spørger man ministrene i SR-regeringen, får Thorning hverken høje karakterer for sin evne til at lede regeringen eller for sin interesse i det faglige indhold. Det erkendes også, at Thornings lederskab i lange perioder har været omgærdet af så mange kriser, at hun aldrig har fået manifesteret sig som chefen.

Hun roses snarere for sin næsten umenneskelige mentale robusthed. Hun har således ikke ladet sig blæse omkuld på noget tidspunkt, og hun er ikke bukket under for kritikken. Hun er hele vejen igennem blevet stående – og er stået ud af sengen hver morgen – selv om hun ofte har fremstået fortabt, nederlagsramt og omgivet af utilfredse partifæller.

Vinder Thorning næste valg, vil billedet givetvis ændre sig. Så vil hun kunne tage æren for at have ført nationen – og sin regering – ud af krisen, og hun vil kunne indlede en ny periode i Statsministeriet uden kritikken af løftebruddene.

Indtil det sker, opfatter både eksperter og danskerne hende mest af alt som statsminister i en regering, som ledes af Margrethe Vestager og Bjarne Corydon.

Gennembrud for Thulesen

Hæver vi blikket og ser ud over det samlede politiske landskab, springer Kristian Thulesen Dahls høje placering i øjnene. Han får en 11. plads af eksperterne og en 10. plads af befolkningen.

Set gennem vælgernes øjne er han ligefrem blevet så indflydelsesrig, at han er rykket forbi Lars Løkke Rasmussen, der i magtanalysen må nøjes med en 12. plads.

Tallene viser sort på hvidt, at både eksperter og danskere i fællesskab har fået øje på det måske største skælv i dansk politik anno 2014 i form af DFs gennembrud. I perio­der har DF ligget foran Socialdemokraterne i meningsmålingerne, og ved EP-valget den 25. maj blev DF landets suverænt største parti med en opbakning fra 26,6 procent af vælgerne. Et spring frem, som rystede de øvrige partier på Christiansborg.

Med Kristian Thulesen Dahl som leder kan DF appellere til nye og bredere vælgergrupper, og partiets styrke kan få afgørende indflydelse på både næste folketingsvalg og magtstrukturerne på Christiansborg fremover. Dertil kommer, at svækkelsen af Socialdemokraterne og Venstre giver DF så gode muligheder for fornyet ekspansion, at det er blevet svært at gætte på den øvre grænse for partiets vækstkurve.

Esplanaden står bomstærkt

Studerer vi erhvervslivet position i Magt­analysen 2014, står A.P. Møller – Mærsk Gruppen knusende stærkt. Det er især interessant at aflæse, at Ane Uggla endegyldigt har manifesteret sig som familien Møllers overhoved i det mægtige erhvervs­imperium.

Ud over iagttagelsen af den rent formelle magt, som hun besidder, er det formentlig blevet bemærket af eksperter og befolkning, at hun har været fremme i få, men stort anlagte interview for at udstikke de overordnede pejlemærker for koncernens udvikling. Og så har den overraskende milliardgave til folkeskolen nok også gjort et vist indtryk.

Ved siden af Ane Uggla – i toppen af magtlisten – finder vi den professionelle ledelse i skikkelse af CEO Nils Smedegaard Andersen og bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen, som begge kan glæde sig over fremdrift efter de hårde kriseår.

Tæller vi Niels Jacobsen fra William Demant Holding med hos de lyseblå – i kraft af hans rolle som næstformand hos A.P. Møller – Mærsk – står Esplanaden ekstremt stærkt. Og så har vi ikke engang taget med, at den stadigt mere centrale og iøjnefaldende Niels Bjørn Christiansen fra Danfoss er rykket ind i bestyrelsen hos Mærsk Gruppen.

Uden at forklejne denne koncentration af kompetence og indflydelse må det være tilladt at udtrykke en stille undren over, at CEO Lars Rebien Sørensen fra Novo Nordisk ikke vægtes højere. Koncernchefen har mandsmod til at blande sig i debatten om Danmarks fremtid og med sit lederteam i Bagsværd skaber han – trods enkelte bump på vejen – resultater i sværvægtsklassen og udøver indflydelse på den globale scene.