Coronakrisen slår Googles væksttog af sporet

Efter flere kvartaler med mærkbar vækst i omsætningen har et coronaplaget andet kvartal sat væksten på pause.

Mountain View. Et coronapræget andet kvartal har bremset væksten i Googles moderselskab, Alphabet.

Efter flere kvartaler med tocifret vækst står omsætningen stille sammenlignet med samme kvartal sidste år, viser Alphabets regnskab, der er offentliggjort torsdag aften dansk tid.

De tre måneder marts, april og maj endte med en omsætning på 38,3 milliarder dollar. Det svarer til cirka 254,5 milliarder kroner.

Det er en lidt anden virkelighed, end Alphabet har kendt til de sidste kvartaler. Her har den stået på flot vækst på mellem 13 og 20 procent.

- Vi navigerer fortsat gennem et vanskeligt globalt økonomisk miljø, siger Ruth Porat, der er finansdirektør for Alphabet, i en kommentar til regnskabet.

/ritzau/