Coronakrisen satte en stopper for Christian Møllers store andelsprojekt: Nu kommer han med et opråb til boligministeren

Christian Møller bor med sin familie i en andelslejlighed på Vesterbro. Han er bekymret for udsigten til, at andelsboligmarkedet bliver ramt af både coronakrisen og et Blackstone-indgreb. Som konsekvens har familien allerede indstillet et større renoveringsprojekt.

Christian Møller bor med sin familie i en andelslejlighed på 121 kvadratmeter på Vesterbro. Han frygter konsekvenserne ved, at andelsboligmarkedet nu bliver ramt af både coronakrisen og boligministerens Blackstone-indgreb. Thomas Lekfeldt

I flere år har familien Møller Gildam ageret økonomisk efter, at deres andelslejlighed på 121 kvadratmeter skulle have den helt store tur. De har oparbejdet en pæn friværdi i andelen og var klar til at trykke på startknappen, da boligminister Kaare Dybvad Bek (S) i slutningen af januar fik sin Blackstone-aftale på plads.

En aftale, som ifølge Boligministeriets egne beregninger kan medføre værditab på andelsboligforeningernes ejendomme på tre til otte procent, mens estimater fra forskellige aktører i ejendomsbranchen og den finansielle sektor lyder på ti til 20 pct.