Nedlukningen af store dele af det danske samfund som følge af coronavirussen har foreløbig påvirket i alt 184.000 danske job.
Det viser en ny analyse fra Finansministeriet. Brancheorganisationen Dansk Erhverv mener dog, at analysen tegner et for positivt billede af situationen i de mange brancher, der er berørt af nedlukningen.
Ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) har regeringen ellers forsøgt både at tage højde for effekterne af nedlukningen og af danskernes ændrede adfærd. Men tallene skal ifølge analysen tages med et gran salt, da der er tale om foreløbige tal.
»Med den analyse, som vi i dag har oversendt til Folketinget, har vi et tydeligere billede af, hvor voldsom krisen er, og hvor den har ramt hårdest. Samtidig viser analysen, at det er svært at adskille effekten af de tiltag, der er sat i værk mod sygdommen, og det faktum, at danskerne simpelthen har ændret adfærd og er blevet mere tilbageholdende i deres forbrug,« siger finansminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse.
De 184.000 job i analysen dækker over antallet af ledige som følge af krisen samt antallet af job med løntilskud som led i krisepakkerne.
Samlet set peger analysen på, at produktionen i dansk erhvervsliv er gået tilbage med mellem 10 og 20 procent. Der er dog enorme forskelle brancherne i mellem:
Hårdest ramt er hotel- og restaurationsbranchen, hvor 36.400 job – næsten en fjerdedel af alle ansatte – er påvirket. I alt har branchen mistet 79 procent af produktionen under krisen.
Branchen kultur og fritid, der bl.a. tæller teatre, biografer og forlystelsesparker, har oplevet en nedgang i produktionen på 46 procent. 9.200 job er påvirket.
De danske handelsvirksomheder og landets rejsebureauer har mistet 22 procent af deres produktion under krisen.
Brancherne landbrug, energiforsyning og offentlig administration klarer sig foreløbigt helskindet gennem krisen med tab på få procent.
Siden coronakrisen slog ned, har Folketinget vedtaget hjælpepakker på samlet 400 milliarder kroner til danske lønmodtagere og dansk erhvervsliv.
Analysen, der har titlen »Genåbning fase 2: Økonomiske prioriteringer«, er tirsdag sendt til Folketingets finansudvalg som led i regeringens forhandlinger med Folketingets øvrige partier om genåbningen af Danmark.
Ifølge finansminister Nicolai Wammen ser regeringen vejen ud af krisen forløbe i to faser.
»Danmark var blandt de første lande til at lukke ned, og vi er nu ved at åbne samfundet igen. Regeringen ser vejen ud af krisen i to faser: Lige nu holder vi hånden under dansk økonomi og danske arbejdspladser. Og i takt med at vi åbner samfundet igen, vil vi sætte ind med målrettede økonomiske stimuluspakker, der både skaber aktivitet og arbejdspladser og samtidig gør Danmark grønnere og tager fat på klimaudfordringerne,« siger Wammen i pressemeddelelsen.
Ministeriet er for optimistisk
Analysens resultater er ingen overraskelse blandt landets hårdest ramte virksomheder. I brancheorganisationen for landets hoteller og restauranter, Horesta, mener man endda, at ministeriets skøn for branchens produktionstab på knap 80 procent endda er en smule for »optimistisk«.
»Over halvdelen af landets hoteller er de facto lukket, og resten kører med belægningsprocenter på højst tre. Det kan ikke blive mere alvorligt,« siger direktør Katia K. Østergaard.
»Vores branche blev ramt først, og alt tyder på, at vi også vil være ramt i længst tid. Resten af året vil turismen være lammet. Så hér er en branche, der har helt ekstraordinært brug for hjælp,« siger hun.
Cheføkonom Tore Stramer i brancheorganisationen Dansk Erhverv mener også, at ministeriet har taget de lidt for positive briller på. Han kalder ministeriets beregninger for »et underkantsskøn«.
»Finansministeriet tager i deres beregninger for eksempel ikke højde for, at nogle virksomheder har valgt at holde på deres medarbejdere, selv om produktionen er gået ned. Dertil kan produktionen være negativt påvirket af øget hjemmearbejde, ændret adfærd med videre. Endelig medregner Finansministeriet ikke aktivitetsnedgang hos de selvstændigt erhvervsdrivende,« skriver Tore Stramer i en e-mail, hvor han desuden peger på, at både Nationalbanken og de økonomiske vismænd tidligere har skitseret endnu større negative konsekvenser af krisen.
Hos Dansk Industri kalder direktør Kent Damsgaard analysen for »et kig ud af bagruden«.
»Det er et øjebliksbillede, som viser de foreløbige konsekvenser af denne vanvittigt hårde krise, der rammer på tværs af brancher. Men den skuer ikke fremad. Især de store eksportvirksomheder kigger jo ind i adskillige måneder med blodrøde tal. Alle markeder – om det så er i Asien, Europa eller USA – er ramt af denne krise, så der er ganske enkelt ingen lyspunkter forude,« siger han og understreger behovet for at lukke samfundet op.
»Så vidt det er muligt ud fra de sundhedsfaglige anbefalinger, kan vi kun appellere til, at vi åbner samfundet op hurtigst muligt,« siger Kent Damsgaard.


