Coronaeffekten er forsvundet hos streamingtjenesten Netflix

Netflix har omsat for over 46 milliarder kroner i andet kvartal, men vækst i antallet af nye brugere falder.

Netflix har aldrig fået så mange nye abonnenter på et år, som tilfældet var sidste år, da coronapandemien indtraf. Lucy Nicholson/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København. Streamingtjenesten Netflix oplever nu, at det store løft af nye abonnenter under coronakrisen begynder at stilne af, i takt med at pandemien aftager i store dele af verden.

Det viser sig i Netflix' regnskab for andet kvartal i 2021. I april, maj og juni har streaminggiganten fået 1,5 millioner nye betalende kunder.

Sammenligner man med januar, februar og marts, kom der fire millioner nye kunder til, mens der sidste år i første kvartal under coronaudbruddet kom hele 16 millioner nye brugere.

Netflix beretter selv i sit brev til aktionærerne om, at coronasituationen har skabt en "ujævn" tilgang i nye abonnenter, og at man havde forventet en nedgang i 2021.

- Pandemien har skabt en usædvanlig ujævnhed i vores vækst, og det forvrænger år til år-sammenligningerne, skriver Netflix.

Samlet er Netflix dog kommet ud af årets første seks måneder med 209 millioner betalende medlemmer, som endda er en smule mere, end streamingtjenesten havde regnet med, lyder det.

I tredje kvartal forventer Netflix en tilgang af 3,5 millioner nye kunder.

I 2020 oplevede Netflix den største tilgang af abonnenter, siden tjenesten startede, da der kom 37 millioner nye kunder i løbet af sidste år.

Omsætningen i andet kvartal har været på 7,3 milliarder dollar (46 milliarder kroner). Det er mere end i første kvartal, hvor omsætningen lød på 7,2 milliarder dollar (45,5 milliarder kroner).

Overskuddet i andet kvartal endte på 1,35 milliarder dollar (8,5 milliarder kroner), hvilket er en smule lavere end første kvartal, hvor streamingtjenesten kom ud med et overskud på 1,7 milliarder dollar (10,7 milliarder kroner).

I det første halve år af 2021 har Netflix altså samlet tjent lidt over tre milliarder dollar.

/ritzau/