Corona udløste fald i selskabsskatteindtægter i 2020

Coronakrisen betød, at der blev betalt færre penge i selskabsskat forrige år, viser tal fra Skattestyrelsen.

Arkivfoto: Statskassen har mærket coronakrisen, men ifølge Kenneth Joensen, er alt som forventet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Statskassen har kunnet mærke, at coronakrisen gjorde et indhug i de danske selskabers indtjening i 2020.

Det viser en opgørelse fra Skattestyrelsen over indbetalt selskabsskat forrige år.

I alt måtte virksomhederne lægge 66 milliarder kroner hos skattefar, hvilket er syv milliarder færre end i rekordåret 2019.

Og det er helt som forventet, fortæller Kenneth Joensen, der er selskabsskattedirektør i Skattestyrelsen.

»Vores opgave er at sikre, at virksomhederne betaler korrekte skatter og afgifter, og man måtte derfor formode, at når erhvervslivet rammes af et uventet stød, som corona har været, ville det også afspejles i tallene til os,« siger han i en pressemeddelelse.

Største bidragyder til fælleskassen er igen i år Novo Holdings, der både har store aktieposter i biotekselskaberne Novo Nordisk og Novozymes.

Novo Holdings betalte i 2020 lidt mere end 5,7 milliarder kroner i selskabsskat.

Herefter følger Lego-familiens investeringsselskab Kirkbi med 2,3 milliarder kroner og Nets med en samlet selskabsskat på 1,26 milliarder kroner.

Også Forenet Kredit og Genmab hører til i den eksklusive kreds af selskaber, der har betalt mere end én milliard kroner i skat.

I alt er der 91.500 virksomheder, som har betalt skat af deres resultat i 2020.

Danske selskaber betaler 22 procent i skat af deres skattepligtige overskud.

Skattebetalingerne kan derfor variere en del fra år til år. For eksempel kan en ekstraordinær investering barbere en stor del af det skattepligtige overskud i et enkeltstående regnskabsår.

Selskabsskatteindtægterne udgjorde i 2020 seks procent af Danmarks samlede skatteindtægter på 1100 milliarder kroner. Til sammenligning udgør momsen 22 procent.

/ritzau/