Coops nye topmand

Sammen med den bristede drøm om et stort nordisk Coop, forlader fortaleren for drømmen, svenske Svein Skorstad, posten som adm. direktør for Coop Norden. Per Bank, adm. direktør hos Coop Danmark, overtager posten, og det er med stor opbakning fra baglandet.

Der var helt stille i aulaen på Coops hovedsæde i Albertslund, da bestyrelsesformand Ebbe Lundgaard fredag morgen kl. 9 samlede alle medarbejderne for at præsentere danskerne for de nye planer med Coop Norden.

Han stod sammen med næsten hele direktionen. Kun Per Bank, adm. direktør i Coop Danmark, manglede.

Og hans fravær gjorde medarbejderstaben nervøs, for den 40-årige chef er populær blandt medarbejderne.

En fraværende topchef under et spontant fællesmøde betyder næsten altid en afgående chef.

Derfor blev der da også klappet højt og længe, da sløret var lettet for de nye planer. Ikke alene får Coop Danmark sin selvstændighed tilbage, Per Banks rolle bliver også udvidet.

Klapsalver til chefen

Nu skal han - sideløbende med sin post som adm. direktør for Coop Danmark - også være direktør for Coop Norden, der skal fungere som indkøbscentral for de nordiske brugsforeninger i Norge, Sverige og Danmark.

»Han er meget vellidt, så der blev klappet mindst lige så meget for ham, som af de nye planer,« siger en medarbejder, der var tilstede.

Per Bank har været med til at rejse Coop Danmark fra en underskudsforretning til at skabe det bedste resultat i selskabets historie, og det har givet ham respekt blandt medarbejderne.

Går efter bolden

»Han er en ung mand med stor beslutningskraft og overskud, og han besidder de rette lederegenskaber. Det var helt naturligt for os at pege på ham til posten,« siger Ebbe Lundgaard, bestyrelsesformand for Coop Danmark.

Per Banks succes hænger sammen med, at han har formået at skabe ro og kontinuitet i Coop, der tidligere har haft svingdøre blandt kædelederne og bestyrerne, understreger Alfred Josephsen, adm. direktør for Irma. Og det har han formået at gøre på trods af, at han ofte meget kontant og ikke altid lige diplomatisk.

»Per er ganske enkelt til forretning og ikke til alt det med politik,« siger Alfred Josephsen.

At han ikke sætter sig ind i politikken i en organisation, der i bund og grund er gennemsyret af det, er netop grunden til, at det er gået så godt, mener Per Bank selv.

»Hvis man bare går efter bolden hver gang og ikke tænker om politikken skal dreje til højre eller venstre, så klarer man sig langt bedre,« siger Per Bank, der er gift og har to drenge på fire og syv år.

Hans baggrund er usædvanlig for en chef inden for detailhandlen. Han er ingeniør af uddannelse og har lang erfaring inden for logistik bl.a. fra industrivirksomheden Danfoss.

Han betegnes af kolleger som værende ekstremt effektiv og resultatorienteret - næsten på grænsen til det utålmodige.

Men det er åbenbart det, Coop, der er blevet hånet for at være en tung organisation i forhold til Dansk Supermarked, havde brug for.

Selv synes Per Bank, at det er ligegyldigt, hvor man er skolet.

»Så længe man er en god leder, kan det da være ligemeget, hvilken baggrund man har,« siger han på mobiltelefonen vej hjem fra Sverige, hvor han som adm. direktør for Coop Norden præsenterede de nye planer.