Den blå Irma-pige vinker endegyldigt farvel næste år, men minderne vil leve videre.

Det sørger dagligvarekæden Coop for med en række mindeplader for Irma foran de nye butikker i Brugsen-kæden, hvor i alt 11 af butikkerne skal være i tidligere Irma-butikker.

Det skriver Detailwatch ifølge BT.

Kædedirektør Torben Andersen står i spidsen for den nye Brugsen-kæde.

»Vi kommer også til at lave en mindeplade for Irma uden for de her butikker, så vi har virkelig forsøgt at lytte og lave det her i stor respekt for Irma, for der er mange følelser i det,« siger Torben Andersen til Detailwatch.

Han understreger også, at ti ud af 11 butikschefer, der har drevet de 11 Irma-forretninger, fortsætter som butikschefer i Brugsen-butikkerne.

Og knap 400 ansatte følger med.

Dagligvarekoncernen meddelte i slutningen af januar, at det var besluttet at lukke alle Irma-butikker efter 137 års supermarkedshistorie.

Annonceringen af Irma-butikkernes endegyldigt vakte stærke følelser blandt mange borgere. Tusinder udtrykte deres ærgrelse og utilfredshed blandt andet på Irmas Facebook-profil.

Samtidig med at nogle borgere slog ring om deres lokale Irma for at protestere mod lukningen.

I april offentliggjorde Coop sit regnskab for 2022. Her lød underskuddet på 628 millioner kroner, hvilket var historisk stort.

Det store underskud blev dels forklaret med store investeringer i butikskæden 365discount og dels med inflationskrisen. Det sagde Coop-topchef Kræn Østergaard Nielsen.

Den omstrukturering i koncernen, som betyder, at Coop fremover får færre forskellige kæder, skal være med til at lappe hullet i kassen, lød det.

Ud over de 11 Irma-butikker, der bliver til Brugsen, er der ni tilbageværende Irma-butikker, der skal omdannes til en ny kæde med navnet Coop, mens 28 butikker bliver til Coop 365.

/ritzau/

Få Business-update hver eftermiddag

Hver eftermiddag læser vi op på dagens nyhedsbillede og giver dig et overblik i din indbakke over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.