Thor Skov Jørgensen, som er finansdirektør i energiselskabet OK, skal være administrerende direktør i Coop Danmark.

Det skriver Coop i en pressemeddelelse.

I april blev det meldt ud, at OK og Coop amba havde indgået en aftale, hvor OK i grove træk overtager halvdelen af ejerskabet af Coop Danmark.

Coop amba er foreningen bag Coop Danmark, som tidligere ejede 100 procent af dagligvarekoncernen.

Samtidig blev det meddelt, at den daværende topchef i Coop Danmark, Kræn Østergaard Nielsen, ville træde tilbage.

Thor Skov Jørgensen kom til OK i 2023. Inden da var han en del af topledelsen i dagligvarekoncernen Salling Group.

/ritzau/