Computer vælger konto til overskydende skat

ToldSkat indledte udbetalingen af overskydende skat til danskerne i går, men det gav kaos, fordi pengene blev sat ind på forkerte konti. Bankerne advarede ToldSkat før sommerferien sidste år.

Bankerne blev bombarderet med automatiske indbetalinger af overskydende skat til danskerne fra ToldSkat i går. Det gav kaosagtige tilstande, fordi Told og Skat sendte pengene til konti, som ikke eksisterer eller til konti, som ikke er beregnet til løbende ind- og udbetalinger.

Det er ToldSkats computer, der har udpeget den konto, som den enkelte skatteborger nu får overskydende skat indbetalt på. Det er sket ud fra de indberetninger og renteindtægter og renteudgifter, som bankerne leverer til ToldSkat hvert år. Men danskerne har ikke bare én konto. Mange har både en budgetkonto, lønkonto, opsparingskonto og pensionskonto. ToldSkats computer kan ikke skelne mellem de forskellige kontotyper.

Tilfældig konto
Cirka 2,5 millioner danskere skal have for meget betalt skat retur for 2003, og Jyske Bank, der har opgaven med at håndtere statens betalinger, begyndte at overføre de mange penge natten til mandag.

»Den måde, vi udvælger kontiene på, er via det såkaldte rentekontrolsystem, som bygger på indberetninger af renter fra pengeinstitutterne. Der får vi cpr-nummer og kontonumre oplyst, men vi får flere konti oplyst for hvert cpr-nummer. Vi ser bort fra de konti, der har flere kontohavere - f.eks. en fælles budgetkonto. Der efter står vi tilbage med en stribe konti, hvor fra vi udvælger en konto mere eller mindre tilfældigt,« siger informationschef René Andersen fra ToldSkat.

Det tilfældige kontonummer blev trykt på forskudsopgørelsen for 2004, og her skrev skattefolkene, at man skulle huske at kontrollere kontonummeret. Men også det blev ToldSkat advaret imod af bankerne.

»Vi var bekymrede for, at mange kunder rent faktisk ikke ville reagere på det brev. Vores erfaring med den slags breve, som vores kunder skal reagere på, viser, at manger ganske enkelt ikke ser det,« konstaterer kontorchef Birgitte Mikkelsen fra Finansrådet.

Hos de store banker med flere millioner privatkunder var ToldSkat mildt sagt ikke i kridthuset i går.

»Det betyder ekstra arbejde for os. Tre ud af fire henvendelser i vores telefonbank drejer sig således om, at overskydende skat er indbetalt på forkerte konti,« siger informationschef Jens Bekke fra Nordea.

René Andersen mener ikke, at skaden er så stor, fordi penge til f.eks. en lukket konto blot bliver sendt retur til Jyske Bank, som så sender dem retur til ToldSkat, der efterfølgende sender en check.

Mens indbetalinger til konti, som er nedlagt, blot forsinkes lidt, ser det mere alvorligt ud med indbetalinger på rate- og kapitalpensionskonti. Her er der ikke mulighed for at hæve pengene igen, uden at det har skattemæssige konsekvenser for indehaveren.

ToldSkat påpeger, at skatteyderne selv har ansvaret for, at alle oplysninger hos ToldSkat er rigtige. Rettelser til selvangivelse og oplysninger om kontonummer kan ske på ToldSkats hjemmeside.