Coloplast-aktien falder fredag morgen med mere end otte procent på fondsbørsen, efter at selskabet tidligere på dagen offentliggjorde sit regnskab for første kvartal af det forskudte regnskabsår 2025/26.
Regnskabet levede ikke helt op til forventningerne med en omsætning, som udviklede sig næsten fladt målt i danske kroner.
Det samlede salg løb i de tre første måneder af regnskabsåret op i 7,043 milliarder kroner mod 7,026 milliarder i samme kvartal et år tidligere.
Væksten i den vigtige Stomi-division var hæmmet af svage tal fra Kina og et højt sammenligningstal fra samme kvartal sidste år.
Også forretningsbenet Kerecis, der producerer hud- og sårplejeprodukter af fiskeskind, har ikke levet op til forventningerne, fordi tilskudsreglerne i USA er ændret.
Lars Rasmussen, der er bestyrelsesformand og midlertidig administrerende direktør, erkender selv i sin kommentar til regnskabet, at tallene kunne have set bedre ud.
Han kalder det "en svag start på året", men fastholder, at der er lyspunkter.
Blandt andet leverer Urologidivisionen - der producerer udstyr til brug i behandling af sygdomme i urinvejene - stærk vækst, som får ham til at vente endnu mere fra den front i løbet af regnskabsåret.
Resultatet før skat endte på 1,791 milliarder kroner mod 1,769 milliarder kroner i første kvartal 2024/25.
Coloplast fastholder forventningen til regnskabsåret, som lyder på en organisk vækst på syv procent og en vækst på 7 procent i driftsresultatet målt i faste valutakurser.
Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i en virksomheds omsætning eller overskud fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder.
/ritzau/
