Opdateret

Cloud og AI hjælper Microsoft til stort milliardoverskud

Techselskabet Microsoft landede onsdag sit årsregnskab, der viser stor indtjening.

Microsoft-topchef Satya Nadella kan glæde sig over årsregnskabet. (Arkivfoto). Max Cherney/Reuters

Det amerikanske techselskab Microsoft har i sit seneste regnskabsår haft et overskud på 128,5 milliarder dollar før skat, oplyser selskabet. Det svarer til 831,8 milliarder kroner.

Samlet har Microsoft haft en omsætning på 281,1 milliarder dollar det seneste år, hvilket er omkring 1819,6 milliarder kroner.

Det viser Microsofts skæve årsregnskab, der dækker perioden fra 1. juli sidste år til og med 30. juni i år.

Microsoft overgår dermed forventningerne til væksten.

I fjerde kvartal af årsregnskabet, som dækker perioden fra april til og med juni i år, havde Microsoft en omsætning på 76,4 milliarder dollar.

Det er en stigning på 18 procent i forhold til samme periode sidste år.

I fjerde kvartal havde Microsoft et overskud før skat på 34,3 milliarder dollar, 23 procent højere end i april-juni sidste år.

- Cloud og AI (kunstig intelligens, red.) er en drivkraft i forretningstransformationen af enhver industri og sektor, siger Microsoft-topchef Satya Nadella i en pressemeddelelse fra selskabet.

Microsoft Azure, der står bag cloud-tjenesten hos Microsoft, er vokset meget igennem det seneste år, fortæller han.

- I år har Azure passeret 75 milliarder dollar i omsætning, hvilket er en stigning på 34 procent, siger Satya Nadella.

Cloud-tjenesten alene stod for 46,7 milliarder dollar af omsætningen, en stigning på 27 procent.

På cloud-området konkurrerer Microsoft blandt andet med selskaber som Amazon og Google om at kunne tilbyde sine kunder blandt andet lagerplads i skyen.

Microsoft præsenterede sit årsregnskab, umiddelbart efter at det amerikanske børsmarked lukkede.

I det såkaldte eftermarked blev selskabet belønnet for sit årsregnskab, eftersom aktien steg med cirka syv procent.

/ritzau/