Hvis man skal tro de største politiske partier, vil mængden af el-biler på vejene blive et omdrejningspunkt i den grønne omstilling de kommende år.
Ambitionerne om en halv eller en hel million el-biler på vejen er blevet luftet af henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre. I så fald skal der ske en ændring fra den nuværende udvikling, viser tal fra Danmarks Statistik.
I de første måneder af 2019 er blevet omkring 700 flere el-, brint- og pluginhybrid-biler på vejene hver måned. Dermed udgør nul- og lavemissionsbilerne omkring tre procent af de nye biler i Danmark.
Kigger man kun på el-bilerne, udgør de med udgangen af maj 0,45 procent af den danske bilpark. Det er i runde tale 11.900 el-biler på vejene.
»Der er i den offentlige debat nævnt måltal på såvel 500.000 som en million el- og hybridbiler i 2030, og der er derfor tilsyneladende langt til begge mål,« skriver Danmarks Statistik.
Danmarks Statistik peger dog på, at fordi der er en konstant udskiftning af biler i Danmark, kan de politiske ambitioner stadig opnås.
»Det afgørende er, hvor hurtigt andelen af nye el- og plugin-hybridbiler når op på et substantielt niveau,« skriver Danmark Statistik.
I forbindelse med de seneste tal for bilsalget opstiller Danmarks Statistik et eksempel: Hvis 60 procent af de nye biler i årene 2025 til og med 2030 er enten el-, brint- eller pluginhybrid-biler, vil det løbe op i 650.000 biler.
Socialdemokratiet har tidligere luftet en målsætning om en halv million el-biler på de danske veje i 2030. Den tidligere VLAK-regering kom siden med en ambition om en million el-biler.
Hvis danskerne skifter benzin- eller dieselbilen ud med en "grøn" bil, kommer det dog til at kosten staten i manglende afgifter.
De penge skulle ifølge VLAK-regeringen findes af en kommission, der har fået den tidligere Dong-chef Anders Eldrup i spidsen.
Dansk Industri håber, at politikerne og kommissionen finder en varig løsning på afgifter og muligheder for opladere hurtigst muligt.
»Efter årtier med slingrekurs håber vi i branchen, at vi fra politisk hånd får sikret en stabil kurs, hvor både bilbranche og bilkøbere ved, hvor de står – også i kommende år,« siger branchedirektør Thomas Møller Sørensen.
/ritzau/
