Den amerikanske chipproducent Nvidia landede en omsætning på 13,5 milliarder dollar i det seneste kvartal, en fordobling i forhold til samme periode sidste år.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Beløbet svarer til omkring 93 milliarder kroner.

Samtidig voksede selskabets nettoresultat med 843 procent til 6,2 milliarder dollar – eller omkring 43 milliarder kroner.

Nvidias mikrochip spiller en vigtig rolle i produktionen kunstig intelligens, som bliver mere og mere udbredt.

Efter udgivelsen af regnskabet stiger værdien af Nvidias aktie med næsten ti procent i eftermarkedet.

Nvidia krydsede i maj en markedsværdi på 1000 milliarder dollar. Det er en grænse, kun otte andre selskaber tidligere har krydset.

Det er ifølge CNBC særligt Nvidias mikrochip A100 og H100, som har givet selskabet vind i sejlene.

De bruges til at køre programmer baseret på kunstig intelligens som eksempelvis chatbotten ChatGPT.

»En ny æra inden for computerteknologi er begyndt. Selskaber verden over omstiller sig fra mere generelle formål til avanceret computerteknologi og kunstig intelligens,« siger Nvidias administrerende direktør, Jensen Huang, i en pressemeddelelse ifølge CNBC.

Forud for onsdagens regnskab var værdien af Nvidias aktie tredoblet siden årsskiftet.

Det gør selskabet til det bedst præsterende i år på S&P 500, aktieindekset over 500 store amerikanske virksomheder.

I eftermarkedet nåede Nvidias aktie en værdi på over 507 dollar, hvilket ville være en rekord for selskabet, hvis den forbliver på det niveau ved markedets lukketid torsdag.

Den forrige rekord for selskabet var 474,94 dollar, hvilket blev sat 18. juli i år.

/ritzau/

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.