Centralbanker på konfliktkurs

USA mod Europa. Janet Yellen mod Mario Draghi. Renten er på vej op det ene sted, og ned det andet. Centralbankerne i USA og Europa er holdt op med at gå i takt. Nu går de i hver sin retning.

Verdens to mest magtfulde centralbanker sættes snart på en historisk hård prøve. De vil nemlig begynde at føre en pengepolitik, som er stik modsat af hinanden, efter de i årevis har gjort det samme og bevæget sig fremad i nogenlunde samme takt.

Federal Reserve i USA, der har Janet Yellen som topchef, har således varslet, at renten snart sættes op i USA. Det vil dog ske i et langsomt tempo, understregede hun torsdag aften i USA. Det vil være første gang siden juni 2006, altså i tæt ved ti år, at renten hæves i USA. Det vi også være første gang siden december 2008, at renten overhovedet bliver ændret.

Men i Frankfurt am Main i Tyskland, hvor Den Europæiske Centralbank (ECB) har sit hovedsæde, har topdirektør Mario Draghi helt andre planer. Han ventes om få uger, at sætte sine renter ned. Han ventes også at øge de i forvejen ret store opkøb af obligationer, som for tiden er på 60 milliarder euro om måneden.

Det er indskudsrenten hos ECB, som i forvejen er nede på minus 0,2 procent, der ventes sat ned. Måske til minus 0,3 procent, så bankerne skal betale endnu mere for at have penge placeret passivt hos ECB.

Den ene af verdens to største centralbanker, er altså på vej med en stramning af sin pengepolitik, mens den anden vil den stik modsatte vej og lempe pengepolitikken yderligere.

Økonomisk konfliktkurs

Det er fordi økonomien i USA og Europa udvikler sig meget forskelligt, at centralbankerne på denne måde er kommet på en slags økonomisk konfliktkurs.

I USA vælter det frem med nye job. Arbejdsløsheden er helt nede på fem procent af arbejdsstyrken, hvilket anses for at være noget nær fuld beskæftigelse, og så langt, som ledigheden kan komme ned, uden det skaber lønpres og mangel på arbejdskraft.

I de 19 eurolande er ledigheden derimod tårnhøj og oppe på 10,8 procent af arbejdsstyrken. Den er tilmed kun faldet ganske lidt, siden toppen på 11,5 procent i september sidste år. En så høj ledighed har sammen med faldende priser på olie og andre råvarer, presset inflation langt ned under de to procent, som ECB sigter efter. Derfor er ECB i gang med at fyre op under de økonomiske kedler, mens USA træder på bremsen.

Før ECB eksisterede

Det er hele 21 år siden, at en tilsvarende situation opstod. Man skal således tilbage til maj 1994 for at finde en periode, hvor Europa satte rente ned, mens USA satte renten op. Det er så længe siden, at ECB og euroen slet ikke eksisterede. I maj 1994 underviste Janet Yellen i økonomi på Berkeley University of California, mens Mario Draghi var embedsmand i det italienske finansministerium. I Europa var den førende centralbank Deutsche Bundesbank, som blev styret med hård hånd af Hans Tietmeyer.

I USA var det Alan Greenspan, som stod i spidsen for Federal Reserve, og det var derfor også ham, som i maj 1994 satte renten op fra 3,0 til 3,5 procent, for at »holde inflationen nede og opretholde den økonomiske fremgang,« som det hed i begrundelsen.

Kort efter satte Hans Tietmeyer sin diskonto ned fra 5,0 til 4,5 procent. Det var i kølvandet på den tyske genforening i 1990, som havde skabt en større økonomisk ekspansion og inflation end ønsket, at renten var kommet helt op på fem procent i Tyskland. I foråret 1992 var den tyske inflation således oppe på hele 6,2 procent - et nærmest alarmerende højt tal for Tyskland, som siden 1920’erne nærmest har haft en slags historisk traume over, hvor store dårligdomme høj inflation kan føre med sig. Men efter denne top i 1992 begyndte inflationen at tage af, så Hans Tietmeyer kunne sænke renten over flere omgange.

D-mark blev styrket

Selv om renten blev sænket i Europa og sat op i USA, så fortsatte dollaren med at falde over for den tyske D-mark fra foråret 1994 og helt frem til april 1995, hvor den indledte en to år lang optur.

Hvad der vil ske denne gang, når USA strammer og Europa lemper, er usikkert. Men dollaren vil næppe falde stort i pris, som det blev set for 21 år siden. For dengang lå de europæiske renter pænt højere end de amerikanske. Sådan er det ikke nu. Renten hos ECB er lavere end hos Federal Reserve, og øges det spænd, taler det for, at dollaren skal op i kurs.

Den amerikanske dollar er allerede steget en del på sidste som følge af de ventede ændringer af pengepolitikken. Dollaren nærmer sig faktisk syv kroner, efter den for kun et par måneder siden var nede i kurs 6,5 kroner. Så noget er allerede sket, og mere af samme slags er sandsynligvis på vej. Det er dog både farligt og uhyre vanskeligt at spå om, hvordan en valutakurs vil udvikle sig fremover. Så intet er sikkert. Men herhjemme vil en svagere euro og stærkere dollar være godt nyt. Det vil være til gavn for dansk eksport og stimulere dansk økonomi. Så konflikten mellem de pengepolitiske giganter i USA og Europa kan ende som en ren gevinst for lille Danmark.