Carlsberg trodser krig og alkoholrestriktioner og gør Ukraine til nyt vækstmarked

Mens Carlsberg har måttet vinke farvel til sine russiske bryggerier, går udviklingen anderledes positivt i Ukraine, som er blevet lidt af et vækstmarked for den danske bryggerigigant.

Carlsberg-topchef Jacob Aarup-Andersen kan se tilbage på et halvår, hvor bryggerivirksomhedens satsning på det ukrainske marked midt i en krigssituation ser ud til at give afkast. Arkivfoto: Johannes Birkebæk/Ritzau Scanpix

Strømmen af negative nyheder fra den danske bryggerikoncern Carlsbergs aktiviteter mod øst har været stor, siden Rusland i begyndelsen af 2022 invaderede Ukraine.

Men mens Carlsberg har mistet kontrollen fuldstændig med sine russiske aktiviteter, og dermed har måttet vinke farvel til omkring ti procent af sin samlede omsætning, går det anderledes godt i Ukraine.