Carlsberg til syd for Ejderen

Verdens femte største bryggeri, Carlsberg, vil nu også lege med de store på det vanskelige tyske marked, hvor der er over 1.200 bryggerier.

Carlsberg købte i går det ledende bryggeri i Nordtyskland, Holsten Brauerei AG for næsten otte mia. kr. Dermed bliver Carlsberg absolut førende i hele Hamburg-området og i dele af det tidligere DDR.

Carlsbergs topchef Nils Smedegaard Andersen har ofte fået kritik for ikke at matche store ølgiganters aggressive opkøb i Europa. Men milliardopkøbet tilfredsstillede ikke aktiemarkedet på Fondsbørsen. Tommelfingeren blev vendt nedad, og Carlsberg-aktien tabte over fire procent efter en hektisk dag.

Kritikerne forstår ikke, at Carlsberg satser på det tyske marked, som godt nok hører til blandt verdens største, men hvor lokale og regionale bryggerier benhårdt kæmper fra by til by. Samtidig med at ølsalget i Tyskland er faldende.

Kritikken forstyrrede dog ikke Carlsbergs koncernchef Nils Smedegaard Andersen: »Nordtyskland er for os meget mere interessant end andre dele af Tyskland. Det er tæt på hjemmemarkedet, og kendskabet til Carlsberg-mærkerne er højest i den del af Tyskland.«jha@berlingske.dk

bso@berlingske.dk

Business side 14-15