Carlsberg styrker sin britiske forretning i nyt samarbejde
Carlsberg slår sine bryggeriaktiviteter i England sammen med Marston Brewing Company.
Carlsberg slår sig nu sammen med britisk ølbryggeri. (Arkivfoto) Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Fold sammen
Læs mere
Fredag d. 22. maj 2020, kl. 15.25
Del denne artikel
Del denne artikel
Det danske bryggeriselskab Carlsberg slår sine bryggeriaktiviteter i England sammen med det britiske Marston Brewing Company i et såkaldt joint venture - et økonomisk samarbejde om forretningen.
Det oplyser Carlsberg i en pressemeddelelse.
Carlsberg skyder 2,3 milliarder kroner ind i den nye konstruktion. For de penge får Carlsberg 60 procent af ejerskabet i selskabet i England.
Marston Brewing Company får de resterende 40 procent.
Carlsbergs øverste chef Cees 't Hart siger i pressemeddelelsen, at samarbejdet er et vigtigt skridt for det danske ølbryggeris fremtid i Storbritannien.
»Skabelsen af det her joint venture er et vigtigt skridt fremad i vores forretning i Storbritannien.«
»Den kombinerede forretning vil give vores kunder et bredere udvalg, større kapacitet, produktinnovation og fordele vedrørende marketing og distribution,« siger Cees 't Hart i pressemeddelelsen.
Carlsberg er et af de førende tre bryggerier af øl i verden med produktion i flere end 30 lande.