Carlsberg vil udvide sin portefølje med øl, der indeholder mindre alkohol end normalt.

Den første øl på markedet bliver pilsneren Carlsberg Nordlyst, som indeholder 2,5 procent alkohol.

Sådan lyder det onsdag i en pressemeddelelse fra bryggerigiganten.

- Carlsberg Nordlyst er en pilsner, som indeholder en halv genstand i en hel øl, siger administrerende direktør Peter Haahr Nielsen i meddelelsen og tilføjer:

- Den giver danskerne mulighed for at veksle i procenterne uden at gå på kompromis med drikkeoplevelsen, uanset om det er til hverdagsmiddagen, festen eller weekendfrokosten.

Selv om øllen indeholder mindre alkohol, går det ifølge Carlsberg ikke ud over smagen.

Den nye øl er allerede på vej ud i butikker, restauranter og på barer.

Ud over pilsneren lancerer Carlsberg også en easy IPA med navnet Jacobsen Barbaras, der indeholder 3,5 procent alkohol.

Den nye satsning fra Carlsberg sker på baggrund af en ny tendens på det danske ølmarked, hvor flere ifølge bryggeriet ønsker fleksibilitet i forhold til alkoholprocenten.

- Danskerne er i stigende grad blevet ølfleksitarer. Det skyldes en moderationstrend, der ikke handler om enten-eller, men om valgfrihed til at vælge den øl eller alkoholprocent, som passer bedst i situationen.

- Det har skabt et nyt, spændende hul i markedet for øl med mindre alkohol end normalt, siger Peter Haahr Nielsen.

Nye tal fra Bryggeriforeningen viser også, at salget af alkoholfri øl er steget med otte procent fra 2024 til 2025.

Sidste år blev der solgt knap ti millioner liter alkoholfri øl i Danmark. Det svarer til en femdobling siden 2014.

- Ølmarkedet har udviklet sig markant de seneste år. Ser man på det alkoholfrie ølmarked, har det virkelig taget fart, fordi forbrugerne i dag har vænnet sig til muligheden og det gode udvalg.

- Vi forventer, at udviklingen vil være den samme for øl med lavere alkoholprocenter, når først forbrugerne opdager, at muligheden, de ønsker sig, nu er der, siger Peter Haahr Nielsen.

Carlsberg regner med at sælge et par millioner liter af øllene med lavere alkoholprocent de første år.

Inden for få år forventer bryggeriet, at de nye øl vil give en årlig omsætning på et tocifret millionbeløb.

/ritzau/