Carlsberg skal tappe Pepsi-sodavand i Georgien og Armenien
Med nye aftaler skal Carlsberg stå for produktionen af PepsiCos drikkevarer i 17 lande, herunder Danmark.

Med nye aftaler skal Carlsberg stå for produktionen af PepsiCos drikkevarer i 17 lande, herunder Danmark.

Det danske bryggeri Carlsberg skal fremover også stå for at tappe og sælge drikkevarer fra PepsiCo i Georgien og Armenien.
Det skriver Carlsberg i en pressemeddelelse.
Her lyder det samtidig, at Carlsberg køber de to selskaber, som i dag står for tapningen af PepsiCos produkter i de to lande.
I slutningen af juli meddelte Carlsberg, at selskabet fra 2027 skal stå for produktion, salg og distribution af sodavand fra PepsiCo i Aserbajdsjan.
Med de nye aftaler har Carlsberg nu aftale om at stå for produktionen af PepsiCos produkter i 17 lande.
Det gælder blandt andet Danmark, hvor aftalen gælder fra 2029.
Nikos Kalaitzidakis, som er Carlsbergs koncerndirektør for Central- og Østeuropa samt Indien, glæder sig over det udvidede samarbejde med PepsiCo.
- Den udvidede forretning vil skabe et stærkt fundament for yderligere at udvikle en komplet portefølje på tværs af drikkevarer i hele regionen, siger han i pressemeddelelsen.
PepsiCo har brands som Pepsi, 7-Up, Mirinda og Mountain Dew.
I april meddelte Carlsberg, at bryggeriet fra 2029 skal producere og sælge drikkevarer fra PepsiCo i hele Norden og de baltiske lande.
I dag er det Royal Unibrew, som står for at tappe og sælge PepsiCo-produkter i Danmark.
Aftalen betyder, at Carlsbergs aftale med Coca-Cola Company stopper ved udgangen af 2028.
Carlsberg står også for tapning og salg af Pepsi og andre PepsiCo-sodavand i Storbritannien, Irland, Schweiz, Kasakhstan, Kirgisistan, Laos og Cambodja.
Torsdag åbnede Carlsberg en fabrik i Kasakhstan, som kan producere op mod en milliard liter drikkevarer om året.
Fabrikken har kostet 344 millioner dollar, hvilket svarer til knap 2,3 milliarder kroner.
Den skal primært producere drikkevarer til kunder i Kasakhstan, men der skal også sendes produkter til nabolandet Kirgisistan.
RITZAU