Carlsberg ophører med at indgå kritiserede aftaler

Bryggerigiganten Carlsberg vil efter et møde tirsdag med Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ophøre med at indgå nye aftaler med barer og restauranter af den type, som styrelsen kritiserer.

Læs mere
Fold sammen
I nogle af koncernens kontrakter med barer og restauranter er markedsføringstilskud til kunderne betinget af, at maksimalt 20 procent af barens salg må komme fra andre end Carlsberg. Og den går ikke ifølge restaurationsloven.

Ifølge loven må bryggeriet gerne give markedsføringstilskud, men de må ikke kræve noget til gengæld. Carlsberg har tidligere sagt, at de har været i tvivl om reglerne.

- Men Carlsberg er ikke længere i tvivl om, hvordan reglerne er, siger kontorchef i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen Carsten Ingerslev.

Fra Carlsbergs side forklarer salgsdirektør Claus Bo Jacobsen, at man har fortolket aftalerne på en anden måde end Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, men at man ikke er interesseret i ballade om de forskellige fortolkninger.

/ritzau/