Carlsberg og tryllekunstner

Den ny administrerende direktør for Carlsberg Danmark A/S, Jørn Tolstrup Rohde, har som overordnet mål at skabe vækst. I fritiden er han en glad amatør-tryllekunstner, som holder af at underholde.

Jørn Tolstrup har ambitioner om vækst i Carlsberg Danmark A/S. Privat tryller han både med kort og viser andre tricks. Foto: Carlsberg<br> Fold sammen
Læs mere
Læg mærke til Jørn Tolstrup Rohde, den 43-årige civiløkonom, der netop er udpeget som administrerende direktør for Carlsberg Danmark A/S.

Manden, der stort set er ukendt i offentligheden, har en fortid i mærkevarevirksomheder som Kims, Hjem-Is og Merrild Kaffe.

Jørn Tolstrup beskrives som en ambitiøs, målrettet og dynamisk chef. En mand, der altid har fuld fart på. Han er en moderne leder med humor, der er i stand til at sætte dagsordenen, inspirere sine medarbejdere og god til at sætte utrolig mange ting i gang.

Jørn Tolstrups overordnede mål er at skabe vækst og atter vækst. Og tingene lykkes for ham. I vennekredsen er legebarnet Jørn Tolstrup en glad amatør af en hobbytryllekunstner. Han holder af at underholde med smarte tricks med kort og penge. Ved enhver festlig lejlighed sørger Jørn Tolstrup for at have nye numre i ærmet.

»Jørn kan lide at imponere os andre og vise, at han har lært et nyt trylletrick,« som en af vennerne, den administrerende direktør i Kims, Carsten Hänel, fortæller.

Carlsberg i store problemer
I Carlsberg kan Jørn Tolstrup måske også få brug for sine evner som tryllekunstner, der overrasker. Han får helt givet god brug for sin kreativitet og dynamik i Carlsberg, der omsætter for fire mia. kr. om året i Danmark. Men bryggerigiganten er i svære problemer.

Indtjeningen på Carlsbergs meget vigtige hjemmemarked er i disse måneder under hårdt pres. Årsagerne er bl.a. den accelererede grænsehandel, øget import af udenlandsk øl, mikrobryggeriernes øgede salg og generelt skærpet konkurrence mellem bryggerierne.

Harboes Bryggeri og Bryggerigruppen, henholdsvis med den karismatiske og evigt opfindsomme Bernd Griese og den resultatorienterede Poul Møller i spidsen, er aggressive. Konkurrenterne går målbevidst efter at snuppe markedsandele fra Carlsberg. Og det irriterer Carlsbergs ledelse. Spørgsmålet er så, hvad Jørn Tolstrups modtræk bliver.

Med udpegningen af ham som adm. direktør for det danske datterselskab, har Carlsberg-koncernen som nævnt fået en mand, som sætter pris på at stå i spidsen for en virksomhed i vækst. At tingene er lykkedes for ham, viser bl.a. Tolstrups seks år som administrerende direktør for Kims A/S og medlem af ledelsen for den skandinaviske Chips-koncern, der samlet omsætter for to mia. kr. Snacks-producenten Kims tordnede frem i 2003 til en omsætning på en halv mia. kr. i Danmark.

Driftoverskuddet blev på 60,7 mio. kr. mod 47,6 mio. kr. i 2002. Det var ham, der stod i spidsen for fuld automatisering af produktionen og en række vellykkede reklamekampagner på TV. Og de multinationale konkurrenter som Kraft Food og Pepsico fik endnu mere baghjul end tidligere.

Nøglen til vækst
»Jeg er meget god til at fokusere på resultaterne og analysere mig frem til, hvad der er behov for, for at skabe vækst og fremgang. Det er vækst, der giver al energi. Får vi tingene til at vokse, bliver alle glade, lige fra medarbejdere, kunder og forbrugere,« siger Jørn Tolstrup.

Han startede 1. januar i år i Carlsberg som vicedirektør med ansvar for udvikling af det såkaldte Commercial Excellence program, som skal styrke Carlsbergs globale salgsaktiviteter. Dette projekt er en væsentligt brik i planerne for Carlsberg Gruppens fremtidige udvikling. Det har han fortsat ansvaret for.

Med Jørn Tolstrups tiltræden som administrerende direktør for Carlsberg Danmark ønsker ølkoncernen at styrke ledelsen og aflaste svenskeren Lars Påhlson, der hidtil har været for chef for både Carlsberg i Danmark og Sverige, og haft det overordnede ansvar for den danske Carlsberg i hele Norden.

Og det vil nu vise sig, om det er en god beslutning.