Carlsberg kan tvinges til fjendtligt bud

Carlsberg og Heineken kan blive tvunget til snart at komme på banen med et formelt bud på Scottish & Newcastle. Skotterne kræver en afklaring.

Den danske bryggerigigant Carlsberg kan snart blive tvunget ud i et fjendtligt bud på Scottish & Newcastle. Ifølge britiske medier har skotterne i hvert fald bedt de britiske børsmyndigheder om at fastsætte en frist for et formelt bud på selskabets aktier.

Carlsberg har sammen med hollandske Heineken tilkendegivet, at de ønsker at købe det skotske bryggeri, som blandt andet producerer Fosters, Kronenbourg, Newcastle Brown Ale og sidst men ikke mindst har halvpart i Carlsbergs lukrative russiske joint venture BBH. Skotterne har imidlertid afvist at komme til forhandlingsbordet og fejet konkurrenternes uformelle bud på knap 80 milliarder kroner af bordet.

Nu er skotterne imidlertid træt af at have det dansk-hollandske tilbud hængende over hovedet. Ifølge Herald Tribune og The Sunday Times har S&N derfor bedt de engelske børsmyndigheder om at udstede et "put up or shut up"-varsel, der på dansk vel bedst kan oversættes til "pengene på bordet eller stik piben ind". Det kan tvinge Carlsberg og Heineken ud i et fjendtligt overtagelsesforsøg.

De britiske myndigheder ventes allerede i denne uge at fastsætte en deadline, som vil tvinge Carlsberg og Heineken til at lægge et formelt bud på S&N inden udgangen af januar.

/ritzau/