Carlsberg i ønskekøb

I 20 år har bryggerigruppen Holsten-Brauerei AG stået øverst på Carlsbergs ønskeliste. Tirsdag blev ønsket formentlig virkelighed, da Carlsberg offentliggjorde, at de er på vej til at købe den tyske bryggerigruppe for en samlet pris på 7,9 milliarder kroner. Købet vil gøre Carlsberg til det førende bryggeri i Nordtyskland og til det femtestørste bryggeri i Tyskland. Det fortalte koncernchef Nils Smedegaard Andersen ved et pressemøde tirsdag middag.

Tilbuddet indebærer, at Carlsberg efterfølgende sælger sodavandsselskaber og de to bryggerier Kônig-Brauerei i Duisburg og Licher Privatbrauerei i Lich til Bitburger Gruppen.

Nettoværdien af handlen bliver derefter 3,3 milliarder kroner.

- Holsten har en interessant markedsposition i Nordtyskland, som vi mener er en naturlig forlængelse af vores danske hjemmemarked, siger Nils Smedegaard Andersen.

Endnu mangler en række godkendelser fra diverse myndigheder, men hvis alt flasker sig, vil Carlsberg sidde med 75 procent af aktierne i Holsten-Brauerei AG i midten af april.

/ritzau/