Carl Bro vil bygge badeland i Moskva

Carl Bro Gruppen har kontaktet de russiske myndigheder med et tilbud om at bidrage med ekspertise og deltage i selve genopbygningen af badelandet i Moskva, Transvaal Park, som kollapsede i februar.

CANNES:

Det danske ingeniørfirma deltager i denne uge på den internationale messe for ejendomsbranchen, MIPIM i Cannes, i håb om at få del i de store byggeopgaver på det internationale marked de kommende år.

Og et af ønskerne hos Carl Bro er altså, at man gerne vil deltage i genopbygningen af det kollapsede badeland.

Ulykken i Moskva skete i midten af februar, da taget på det blot halvandet år gamle badeland i den sydvestlige del af byen uden varsel brød sammen og styrtede ned over de mange badegæster.

Det kostede 26 mennesker livet, mens over 100 blev såret.