Carl Bro-direktør: Bundlinjefikseret

En usædvanlig retssag gav alvorlige ridser i lakken på Carl Bro-direktør Birgit W. Nørgaards image i 2006, hvor hun er den tredje mest omtalte kvindelige topchef i de danske medier.

Birgit W. Nørgaard leverede i foråret Carl Bro gruppens bedste resultat nogensinde. Hun blev administrerende direktør i 2003 efter et par år som finanskoncernchef i virksomheden. Tidligere har Birgit W. Nørgaard haft direktørstillinger i TDC og Danisco.

I 2006 er den 48-årige Birgit W. Nørgaard den tredje mest omtalte erhvervskvinde efter Tryg-direktør Stine Bosse og SAS-Danmark-direktør Susanne Larsen. Det viser en undersøgelse af medieomtalen af kvindelige topchefer i det danske erhvervsliv, som artikeldatabasen Infomedia har lavet for Business.dk

"Birgit W. Nørgaard fremstår som en barsk dame der i den grad er bundlinjefikseret. Men hun leverede også det bedste resultat, som Carl Bro nogensinde har haft, i foråret 2006. Samtidig var der også en retssag i 2006, som absolut ikke var god for hverken hende eller Carl Bro. Den startede med, at hun selv anmeldte tre tidligere ledende Carl Bro-medarbejdere i en bestikkelsessag, men kom tilbage til hende som en boomerang," siger analysechef i Infomedia Niels Christiansen.

De tre tiltalte i Carl Bro-sagen blev frifundet, men i domsafsigelsen insinuerede dommeren kraftigt - og på usædvanlig vis - at ledelsen i Carl Bro havde vidst, hvad der foregik i Hamborgs baggårde.

"Det er meget sjældent i dansk erhvervsliv, at en topleders ord bliver draget i tvivl af en dommer. Set i det lys, har hun overlevet sagen flot. Den har været 'hot stuf' blandt danske topledere, men er ikke blevet omtalt i slutningen af året, hvor Carl Bro blev solgt til en hollandsk ejer," siger Niels Christiansen, og tilføjer at portrætterne af Carl Bro-direktøren indikerer, at hun er dygtig, stædig og viljefast.