Byggemilliardær døde pludseligt på forretningsrejse: »Et fantastisk og kærligt menneske«

Der gik chokbølger igennem dansk erhvervsliv, da den 49-årige entreprenør og milliardær Michael Mortensen i denne uge døde af et pludselig hjertestop. Hans familie takker nu for støtten i den svære tid.

Casa-stifteren Michael Mortensen på byggepladsen. Henning Bagger

Dansk erhvervsliv blev mandag ramt af en tragedie, da en af nyere tids mest succesfulde iværksættere, 49-årige Michael Mortensen, blev ramt af et hjertestop og afgik ved døden under en forretningsrejse i Schweiz.

I kølvandet på den dybt tragiske hændelse er rosende ord og velmenende tanker væltet ind over iværksætterens familie, som nu takker for støtten.

»Vi er i dyb sorg over, at Michael pludselig er blevet taget fra os. Han var på alle måder et fantastisk og kærligt menneske. Vi vil gerne takke for alle de varme og kærlige hilsner, som familien har modtaget de seneste dage. Vi vil samtidig bede om, at pressen og offentligheden viser forståelse for og respekterer, at vi gerne vil have ro til at bearbejde tabet af Michael,« lyder det i en skriftlig udtalelse fra familien Mortensen.

Den afdøde iværksætter efterlader sig hustruen Bettina og to døtre.

Stod bag flere succeser

Michael Mortensen er kendt som »den ordblinde tømrer, der blev milliardær«, og hans liv er historien om en bemærkelsesværdig entreprenør, som flere gange har været med til at skabe en stor succes.

Han startede eget firma allerede som 13-årig, men det var først, da han senere overtog sin fars byggefirma, at karrieren for alvor tog fart.

Michael Mortensen var nemlig med til at udvikle selskabet til det, som i dag kendes som Huscompagniet, og han blev stenrig, da selskabet for år tilbage blev solgt til en kapitalfond.

Siden stiftede han et nyt ejendomsselskab, Casa A/S i Horsens, som også blev en kæmpesucces.

I Casa stod Michael Mortensen bag en læresætning, som kom til at stille en stor rolle i hele organisationen: »Mennesker kommer før mursten«.

Iværksætteren tjente en formue, da han først solgte en stor del af aktierne i Casa til kapitalfonden Catacap. Og siden blev kunststykket gentaget, da selskabet sidste sommer blev solgt videre til tyske Activum i en handel til over to milliarder kroner.

En stor del af sin formue har Michael Mortensen investeret i Flügger, hvor han ejede omkring 30 procent. Han ejede desuden typehusfirmaet Hybel.