Buxton plager fortsat MT Højgaard

MT Højgaard har fået vendt sin entreprenørforretning. Men den problemfyldte cementfabrik i Buxton koster stadig ekstra hensættelser.

Langt om længe lykkedes det sidste år for Danmarks største entreprenørkoncern MT Højgaard at vende skuden. Og det er sket, ved at MT Højgaard nu fokuserer på det danske marked og særlige områder i udlandet, hvor virksomheden har specielle kompetencer, og hvor MT Højgaard ikke selv løber store økonomiske risici.

Tilbage står dog det skæbnesvangre byggeri af en cementfabrik i Buxton i England, som igen har kostet MT Højgaard en ekstraordinær hensættelse.

I 2002 tabte MT Højgaard 454 mio. kr. på projektet. Men selskabet ønsker ikke at oplyse, hvor meget tabet nu er løbet op i.

»Det vil vi af forhandlingstaktiske grunde ikke sige. Der bliver jo en række slagsmål i forskellige retninger,« siger MT Højgaards bestyrelsesformand Per Møller, med henvisning til at det endnu står uklart, hvem der har ansvaret for at projektet løb af sporet og blev markant dyrere end oprindeligt beregnet.

MT Højgaard nøjes med at fortælle, at man i år har kunnet indtægtsføre nogle tidligere foretagne hensættelser. Og trækker man den nye hensættelse på Buxton fra, bliver MT Højgaards resultat netto forringet med 25 mio. kr. som følge af disse ekstraordinære forhold.

Tilfreds formand
Men bortset fra Buxton er MT Højgaards bestyrelsesformand godt tilfreds med udviklingen i virksomheden.

MT Højgaards fokuserede strategi betød, at omsætningen sidste år faldt til otte milliarder kr. fra 9,7 milliarder i 2002. Som følge af udsigterne for bygge- og anlægsarbejdet i år, regner koncernledelsen med at omsætningen falder yderligere til syv milliarder kr. i år.

Som følge af den lavere aktivitet og en fladere organisationsstruktur har MT Højgaard sidste år sagt farvel til 915 medarbejdere.

Driftsresultatet er til gengæld vokset fra et underskud på 429 mio. kr. i 2002 til et plus på 50 mio. kr. - eller en overskudsgrad på 0,6 pct. Det hører til i den lavere ende blandt de entreprenørselskaber, der opererer i Danmark.

MT Højgaards ambition er en driftsindtjening på mellem to og 2,5 pct. af omsætningen. Det kan kun NCC Danmark, Pihl & Søn og Ove Arkil matche.