Butikker vil have åbent første søndag hver måned

Alle butikker skal kunne holde åbent den første søndag hver måned. Sådan lyder det vigtigste punkt i et forslag til en ændring af lukkeloven, som 31 organisationer har sendt til Økonomi- og Erhvervsministeriet. Yderligere skal småbutikker fortsat have lov til at holde åbent hver søndag.

Læs mere
Fold sammen
- Organisationerne er enige om, at der er behov for en lukkelov. Samtidig skal reglerne være overskuelige, og spørgsmålet om søndagsåbning er det helt afgørende. Med det her forslag er åbningstiderne overskuelige for forbrugerne, de store butikker får flere søndage, hvor de må holde åbent, mens de små fortsat har fordel af at kunne holde åbent alle søndage, siger direktøren for De Samvirkende Købmænd (DSK) John Wagner, der står i spidsen for forslaget.

Coop Danmark, der står bag Brugsen, Kvickly, Fakta og Irma støtter forslaget, mens både Magasin og Dansk Supermarked med Føtex og Bilka er imod.

Dansk Handel og Service, der organiserer både nogle af ophavsmændene til forslaget og nogle af modstanderne, arbejder på at finde et kompromis, der kan samle modpolerne i branchen.

Forslagsstillerne vil endvidere fjerne begrænsningerne i, hvornår butikkerne må sælge øl, vin og spiritus. Også den såkaldte havneregel skal fjernes, ligesom der skal findes en løsning for butikker, der ligger lige på omsætningsgrænsen for, om de må holde åbent hver søndag eller ej.

/ritzau/