Butikker tøver med chip-terminaler

Læs mere
Fold sammen
Det bliver næppe de nye dankort-terminaler, som kan håndtere chips, der lammer den danske jule-handel.

Debatten om lange ventetider har fået de danske butikker til udskyde indkøbene af de nye terminaler, og i dag er det kun 16 til 17 pct. af butikkerne, som er klar med den nye teknologi.

- Selvom butikkerne med fordel kunne skifte til de nye terminaler, og eksempelvis spare penge i transaktionsomkostninger med pengeinstitutterne, er der forbavsende få, som har skiftet terminalerne ud, siger adm. direktør Gerner Nielsen fra Pont Transaction Systems, der har leveret cirka 35 pct. af de installerede terminaler i butikkerne herhjemme.

De øvrige store leverandører til danske butikker er Sagem og LD Betalingssystemer. I alt er der cirka 110.000 dankort-automater i danske butikker.

Specialbutikker går forrest

Gerner Nielsen fortæller, at det primært er specialbutikker, som handler med eksempvis tøj og briller, der har installeret chipterminaler. Til sammenligning går udskiftningen i dagligevare-butikkerne mere trægt.

- Mange har truffet beslutningen om at skifte, men er ikke gået i gang. Vi tror, at en del venter til diskussionen om lange ventetider er drevet over, siger Gerner Nielsen.

Kommunikationschef Jacob Rasborg, Dankort A/S, har bemærket, at flere butikker har stoppet implementeringen af de nye terminaler i december.

- Men vi har stor forståelse for, at en butikkerne ikke indfører ny teknologi i julen, hvor presset på systemer er størst, siger han.

Jacob Rasborg fortæller, at man ikke har sat mål for, hvor hurtigt udskiftningen af systemerne skal foregå.

- Vi giver butikkerne incitamenter til at skifte. Eksempelvis øges dæknings garantien fra 3.000 kr. til 4.000 kr. Og det bliver sværere at svindle med kortene. Men det er en kompliceret proces at indføre den nye teknologi. Man skal blandt andet integrere de nye terminaler i kassesystemerne. Sikre en fornuftig kommunikation mellem terminaler, kasser, teleoperatør samt PBS, siger Jacob Rasborg.

Afsporet debatGerner Nielsen mener, at debatten om ventetiderne ved chipterminalerne kørt helt af sporet.

- Når vi har lært at bruge systemerne, så tager de ikke længere tid at bruge. Det er spørgsmål om, at vores vaner ved kasserne i butikkerne skal ændres, siger han.

Jacob Rasborg fortæller, at selvom der i dag er opstillet 10.000 terminaler som kan læse chips, så er det kun 2.000 som er aktiveret.

- Der kan være længere køer i de butikker, der har aktiveret chip-terminalerne. Men det er ikke de nye terminaler, der kommer til at lamme jule-handlen.

Gerner Nielsen er ikke i tvivl om, at chip-terminalerne får sit gennembrud i 2005.

- De bliver udbredt, men det sker bare senere end vi havde forventet. Det koster butikkerne penge at vente, og vi forudser at mere end halvdelen af terminalerne bliver udskiftet næste år, siger han.