Businessoverblik: Topministerium ansætter én medarbejder over 50 år på fire år

Her er de vigtigste businessnyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Grønbech & Sønner er en af de virksomheder, der fastholder ældre medarbejdere efter pensionstidspunktet. Her ses på et arkivfoto John Mathiesen, adm. direktør, og salgsingeniør Henrik Davidsen, som fortsatte med at arbejde efter folkepensionsalderen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Velkommen til mandag morgens overblik, hvor Berlingske rapporterer, hvordan en række borgmestre i Storkøbenhavn og Nordsjælland har mistet tålmodigheden med staten og vil have den problemramte gældsinddrivelse tilbage. Men først runder vi Politikens artikel om, at det kniber med at ansætte modne medarbejdere i et af de store ministerier.

1
Næsten umuligt for 50-årige at få job i staten

Selv om der er stort fokus på at bevare de modne medarbejdere på arbejdsmarkedet, så er det næsten umuligt at få job i staten, når man har passeret de 50 år, skriver avisen. Således har Finansministeriets departement kun ansat en enkelt medarbejder over 50 år gennem de seneste fire år.

Samtidig er 276 ledige job gået til yngre ansøgere. Af de 277, som Finansministeriet har ansat i perioden, er 215 medarbejdere i alderen 19-29 år. Det svarer til, at fire ud af fem af de nyansatte er fra denne yngste aldersgruppe.

I Kulturministeriet er det ikke helt så grelt. Men kun fem af i alt 88 opslåede stillinger er gået til ansøgere over 50 år, og i de seneste fire år har de to ministerier ikke ansat en eneste medarbejder over 60 år, viser Politikens aktindsigt i ansættelser i seks udvalgte ministerier.

Loven siger ellers, at der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse behandles ringere end en anden.

2
Kommuner vil selv inddrive gæld

Berlingske skriver i dag, at staten efter 15 år med ansvaret for inddrivelsen af gæld til det offentlige har haft store problemer med at løse opgaven. Derfor vil flere kommuner nu have, at inddrivelsen af danskernes gæld til kommunerne rykkes tilbage til kommunerne selv.

Budskabet til skatteminister Morten Bødskov (S) kommer fra fire nuværende borgmestre og en tidligere borgmester. De har – sammen med landets øvrige 93 kommuner – i alt fire milliarder kroner uinddrevet kommunal gæld liggende i Gældsstyrelsen under Skatteministeriet.

De utilfredse borgmestre er fra både rød og blå blok, men de er enige om én ting: Kommunerne er bedre end staten til at inddrive gæld. Staten overtog opgaven i 2005, men nu vil kommunerne have pantefogeden tilbage, så de igen selv kan inddrive den gæld, borgere og virksomheder har til kommunen.

»Efter at staten overtog opgaven, er det gået ad Pommern til. Det har kostet os dyrt. Vi kunne få inddrevet flere penge i Lejre, hvis vi fik lov,« siger borgmester Carsten Rasmussen (S), Lejre Kommune.

En lignende melding kommer fra S-borgmesteren i Albertslund.

»Vi vil gerne have inddrivelsen tilbage. Vi kan se på tallene, at når kommunerne står for inddrivelsen, så lykkes det faktisk at inddrive mere, end når Gældsstyrelsen står for opgaven,« siger Steen Christiansen.

3
Nye anklager mod FLSmidth

Kollegerne på Finans følger fortsat sagen om, hvordan den danske industrikoncern FLSmidth er blevet involveret i en korruptionssag om 30 mio. euro svarende til 225 mio. kr. I dag skriver Finans, at selv om FLSmidths ledelse i årevis har vidst, at virksomheden betalte penge under bordet i forbindelse med et milliardbyggeri af en cementfabrik i Tunesien, har den fortiet det over for tunesiske myndigheder og domstole.

Det viser den dom, der i november 2019 kostede seks personer, herunder en FLSmidth-medarbejder, fem års fængsel i sagen. Ifølge dommen forklarede en advokat fra FLSmidth, som vidnede under sagen i september 2017, at den danske virksomhed havde undersøgt sagen, og at der ikke var fundet tegn på uberettigede eller illegale pengeoverførsler.

I sidste uge indrømmede FLSmidth for første gang, at virksomheden faktisk havde indgået en aftale om hemmelige overførsler, og at dette havde stået klart siden marts 2015. Nu vil ejeren af cementfabrikken, Carthage Cement, melde FLSmidth-advokaten til politiet for at have afgivet falsk vidneforklaring.

FLSmidth siger til Finans, at koncernen imødeser anklagen med sindsro og afviser at diskutere sagen i pressen.

Det bør investorerne holde øje med:

Andreas Østerheden, chefstrateg hos Nordea, peger i dag på tre forhold, han mener, investorer skal holde øje med.

  • Frygten for spredningen af coronavirussen er fortsat nummer et på listen over investorernes bekymringer, og weekendens nyhedsstrøm er nu i højere grad rettet mod en mulig spredning i Europa med flere tilfælde af smittede i Norditalien. Fokus vil derfor være på, hvorvidt det lykkes italienerne at undgå yderligere spredning fra de mindre byer, der lige nu er lukket ned. De økonomiske effekter i Italien vil indtil videre være begrænsede, men bliver regionerne (Lombardiet og Veneto) ramt bredere set, vil der være tale om betydelige økonomiske effekter.
  • I løbet af formiddagen vil investorerne holde øje med Tyskland, hvor tal for erhvervstilliden (IFO) for februar bliver offentliggjort. Fredagens indikationer ved PMIerne viste fortsat tegn på bedring i Tyskland, og holder det, vil dagens måling også være fornuftig. Det kan dog ikke udelukkes, at det fremadskuende forventningsindeks vil blive ramt af usikkerheden omkring coronavirussen.
  • Senere på dagen kan investorerne følge Chicago Feds aktivitetsindeks fra januar og den regionale måling fra Dallas Fed fra februar. Derudover er der fortsat regnskaber at følge, herunder for eksempel regnskab fra HP.

Markederne her til morgen:

USA, lukkekurser fredag

  • Dow Jones -0,78 pct.
  • S&P 500 -1,05 pct.
  • Nasdaq -1,79 pct.

 

Asien indeks kl. 06.45

  • Japan Nikkei -0,39 pct.
  • Hong Kong Hang Seng -1,46 pct.
  • Kina CSI -0,42 pct.