Business-western: Den gode, den mystiske og den grusomme

Erhvervskommentator Jens Christian Hansen Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

2019 er skudt i gang med tre højt profilerede forsøg på virksomhedshandler. I omskrevet form kan man bruge titlen fra westerninstruktøren Sergio Leones 60er-klassiker, »den gode, den mystiske og den grusomme«, til at klassificere de tre handler – med DSV, Parken Sport & Entertainment og Ørsted i hovedrollerne.

Er der en fællesnævner i disse tre sager? Ja. Tanken er alle tre steder, at virksomhedshandlen skal give en bedre og mere effektiv drift og samlet set skabe mere værdi. Set udefra er der imidlertid himmelvid forskel på, hvordan man har angrebet disse tre potentielle virksomhedshandler.

I et dynamisk, markedsdomineret samfund er det at købe og sælge virksomheder en væsentlig del for at få skabt mere effektive og slagkraftige enheder. Statistikken viser dog, at overraskende mange af disse typisk store handler fejler. Afgørende for succes eller fiasko er ofte evnerne og dygtigheden i topledelsen.

Her er et bud på udkommet af disse tre potentielle virksomhedshandler:

Den gode. DSV præsenterer Panalpina for et konkret tilbud på 26,5 mia. kroner, som tænkes finansieret delvis kontant, delvis med DSV-aktier. Den schweiziske virksomhed vælger straks at offentliggøre tilbuddet – helt efter bogen. Og vupti, så ryger aktieprisen på Panalpina i vejret. Det psykologiske børsspil er skudt i gang.

Nu er spørgsmålet ikke, om DSV lykkes med overtagelsen, men alene hvad den endelige pris bliver. Det er svært at få øje på konkurrerende bud, og Panalpina er presset. Det er et lige-ud-ad-landevejen opgør i erhvervslivet om prisen på en vare.

Den mystiske. En gruppe udenlandske investorer samlet i Fortress og med erhvervsadvokaten N.E. Nielsen som rådgiver har i længere tid pønset på at overtage Parken Sport & Entertainment i håb om at score en gevinst ved at splitte selskabet op.

Pludselig eksploderer sagen mellem hænderne på dem, da rygterne begynder at løbe og senere bekræftes af den største aktionær, LD. Også her ryger aktiekursen øjeblikkeligt i vejret. Set udefra synes det naivt først at gå til LD og ikke til manden med magten i Parken, fabrikant og milliardær Erik Skjærbæk.

Det er den første fejl. Den anden fejl er, at planerne bliver lækket. Men af hvem? Da Skjærbæk bliver spurgt til interessen, fejer han det til side med en kommentar om, at det gider han sgu ikke beskæftige sig med. Måske et taktisk spil.

Helt så afvisende er han dog næppe, medmindre han selv er langt fremme med en større opsplitningsplan. Næste træk i det spil må i givet fald komme fra Fortress, der nu er presset til at lægge et offentligt købstilbud på bordet, hvis de seriøst vil noget.

Den grusomme. Det er paradoksalt – og grusomt – at det ellers veldrevne og højt professionelle Ørsted bliver trukket rundt i manegen af en uprofessionel ejer, den danske stat. Det har kostet tab af tillid og et helt konkret tab på aktiekursen. Her er ingen vindere at få øje på.

En virksomhed, der drives i en global markedsøkonomi, kan sagtens håndtere de forskellige ejerformer, også med staten som ejer. Det bliver først svært, når hovedaktionæren slingrer fra side til side, som det er sket med Socialdemokratiets »sidste øjeblik«-afvisning af salget af eldistributionsselskabet Radius. Det er ikke aktivt ejerskab, det er forvirrende ejerskab.

Er den sag så død? Absolut ikke. Men hovedaktionæren har gjort det pokkers besværligt. Et godt gæt er, at Radius er udskilt fra Ørsted inden årets udgang enten som selvstændigt selskab eller solgt til anden side.

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

»Er den sag så død? Absolut ikke«