Godeftermiddag og velkommen til ugens første Business-update her på Berlingske.
Vi giver dig et overblik over dagens indtil videre vigtigste erhvervsnyheder her.
God læselyst!
#1 – Nordea sendes ned efter regnskab
Nordea oplyste mandag, at banken i andet kvartal tjente 1.303 millioner euro, eller 9,7 milliarder kroner.
Det er to procent mindre end i andet kvartal sidste år. Men det er bedre end de 1.292 millioner euro, som analytikere havde forventet, skriver Børsen.
Indtægterne landede på 3.030 millioner euro i andet kvartal, hvilket er 13 millioner euro mere end forventet. Men nettorenteindtægterne skuffede en smule og landede på 1.904 millioner euro mod de ventede 1.926 millioner euro.
Nordea-aktien faldt fra morgenstunden og er mandag eftermiddag nede med fire procent.
#2 – Mægleren sælger »sjælden perle«, som var det en helårsbolig. Men købere vil få sig en overraskelse
Flere kommuner kritiserer ejendomsmæglere for at oversælge kolonihaver som helårsboliger og for at ignorere lovgivningen om bygningernes størrelse og anvendelse.
Det skriver Politiken.
Mange af de kolonihavehuse, som mæglerne siger ja til at sælge videre, er nemlig også bygget større end tilladt, hvilket resulterer i ulovlige beboelser og konstruktioner i kolonihaverne.
Avisen har et eksempel på en ejendomsmægler, der sælger et kolonihavehus i Hvidovre for 2.695.000 kroner som en luksuriøs bolig.
»Kunne dette være dit nye hjem?«, lyder det i salgsannoncen. Men svaret er nej, for det er ikke tilladt at bo i en kolonihave hele året, selvom husets udseende og pris måske minder om en helårsbolig.
#3 – De har adgang til »ekstrem« profilering: Verdens største cykelløb er fyldt med oliesponsorer
Flere af cykelholdene i Tour de France 2024 er finansieret af olie- og gasindustrien.
Det skriver Finans.
Det gælder fem ud af 22 hold, heriblandt UAE Team Emirates og Ineos Grenadiers, samt Bahrain Victorious, Astana Qazaqstan Team og TotalEnergies.
De er ifølge mediet en del af en fremadstormende trend, hvor virksomheder og stater med negativ omtale forsøger at ændre deres image. I dette tilfælde kaldes det for sportswashing.
»Der er noget særligt emotionelt ved sporten, og vi har allesammen oftest positive tanker om sportsverden. Det er det, de gerne vil associeres med,« siger Stanis Elsborg, som er senioranalytiker i Play the Game.
Kritikere, som Greenpeace og FNs generalsekretær, foreslår forbud mod reklamer for fossilindustrien på grund af risikoen for, at publikum overser de negative miljømæssige konsekvenser.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
A. Hver fjerde ung drømmer om en ejerbolig. Men prisen er banket i vejret
Mange helt unge drømmer om at eje deres bolig, men det kan blive svært for dem, der vil bo i hovedstaden. Boligøkonom har regnet på, hvor meget dyrere en gennemsnitlig københavnerlejlighed er blevet at finansiere de seneste ti år – og det er ikke småpenge. Læs historien her.
B. Her er de nye og uventede vindere i jobfesten. De haler kraftigt ind på de højtuddannede
Seniorernes jobfest breder sig, viser ny analyse. Udviklingen er drevet af meget mere end højere alder for efterløn og folkepension, mener flere økonomer. Læs historien her.
C. Andre byer gør oprør – København klar med præmier til turister
Gratis kaffe, cocktails på tagterrasser og fri museumsadgang er præmierne til de turister, som opfører sig klimavenligt i hovedstaden ved for eksempel at tage cyklen eller samle affald op. Læs historien her.