Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
God eftermiddag og velkommen til torsdagens Business-update her på Berlingske. Vi har som altid taget et kig på nyhedsbilledet for at bringe dig et overblik over dagens vigtigste erhvervsnyheder.
Vi starter denne update blandt verdens rigeste.
Bestseller-ejer er forsvundet fra liste over de rigeste personer
Anders Holch Povlsen, der ejer Bestseller, er ikke længere at finde på listen over verdens rigeste. Det skriver Finans.
Mens Povlsen tirsdag var placeret som nummer 250 som Danmarks mest velhavende på Bloombergs liste over verdens 500 rigeste, er han onsdag forsvundet derfra. Torsdag er ingen undtagelse, skriver Finans.
Hans formue var tirsdag estimeret til knap 8 milliarder dollar ifølge Bloomberg, hvor det kræver en formue på knap 5 milliarder dollar for at være i top 500, skriver mediet.
Povlsens formue må altså være dalet betragteligt de seneste dage, siden han er røget af listen.
Mærsk-topchef sætter ord på de seneste krænkelser til søs
For snart to uger siden måtte Mærsk erkende, at det ser langt værre ud for se kvindelige søfolk på selskabets skibe end først antaget. En ny omfattende undersøgelse viste, at der er store udfordringer med chikane på skibene.
Nu har administrerende Søren Skou stillet op til et interview med Børsen for tale om de sager, der er kommet frem om voldtægt og sexchikane. Det er på ingen måde en virksomhed, som Mærsk ønsker at være, fortæller han.
»Det er klart, at vi jo ikke kan komme ind i hovederne på folk, men vi kan gøre noget for at skabe et miljø, hvor sådan nogle ting bare ikke er acceptable, fordi det nok ikke starter med en voldtægt. Det starter nok med noget, der er meget mindre. Problemet er jo, at det har fået lov til at skride. På det her skib har de så åbenbart haft en kultur med, at kaptajnen så igennem fingre med, at de drak. Og det ved vi jo alle: Når der ryger alkohol indenbords, så gør folk nogle gange nogle dumme ting,« siger topchefen i et længere interview med Børsen.
B&O ramt af forsyningskrise
De stigende fragtpriser, mangel på komponenter, coronanedlukninger i Kina og krigen i Ukraine har sat sig i B&Os regnskab for det skæve regnskabsår 2021/2022.
Kombinationen af udfordringer for en virksomhed, der sælger og producerer globalt, har ført til en ekstraregning på 200 millioner kroner, viser en intern opgørelse.
»Det er ret meget, når man tænker på, at vores finansielle forventninger er på omkring 0 kroner i EBIT-resultat. Det er en rigtig stor andel af vores omsætning, så det betyder enormt meget for vores økonomi, når vi får så store ekstraomkostninger,« siger Nikolaj Wendelboe, finansdirektør i Bang & Olufsen, til Finans om regnskabet, der først offentliggøres til juli.
Det svarer til, at cirka syv procent af omsætningen er røget, hvis man ser på de seneste forventninger fra selskabet, hvor der er blevet spået en omsætning på 2,9 milliarder kroner, skriver Finans.
Her er fem bud på skarpe historier fra Berlingskes egne erhvervsjournalister
Mens alt bliver dyrere, falder prisen på olie: Stor usikkerhed på markedet
Da Rusland invaderede Ukraine, eksploderede olieprisen til et niveau, der ikke var set i et årti.
Siden da har prisen bevæget sig op og ned og toppede senest 8. juni. Her kostede en tønde europæisk Brent-råolie over 123 dollar. Til nytår var prisen omkring 77 dollar.
Men nu er prisen faldet over otte procent den seneste uge. Den amerikanske Crude-råolie er faldet med over 12 procent i samme periode.
Her kan du læse hele historien.
Hvidvasksag for 29 milliarder kroner: Kvinde idømt flere års fængsel
En historisk stor hvidvasksag har nået sin afslutning.
Camilla Christiansen er blevet dømt for at have medvirket til at kanalisere hele 29 milliarder kroner gennem danske kommanditselskaber med konti i Danske Banks skandaleramte og nu lukkede filial i Estland.
Dommen lyder på en tillægsstraf på fire år og en måned. Derudover får kvinden indrejseforbud for bestandig. Samtidig skal hun betale sagens omkostninger.
Læs om den historiske sag her.
Twitter-brugere får lov at skrive lange tekster med billeder og video
Det bliver nu endelig muligt at skrive Twitter-beskeder, der er på mere end 280 tegn.
Det amerikanske sociale medie åbner nemlig nu for afprøvning af en ny funktion kaldet »Notat«, hvor Twitter-brugere får mulighed for at dele længere tekster på op til 2.500 ord med deres følgere.
Målet er at fastholde brugerne i Twitters univers, hvor de nu kan klikke på et link og læse de længere notater.
Det har aldrig været dyrere at komme ind på markedet for ejerlejligheder i København
Afdragsbyrden for ejerlejligheder i København har nået det højeste niveau nogensinde.
Det betyder, at det aldrig har været dyrere at komme ind på markedet, end det er lige nu, viser en analyse fra Realkredit Danmark.
Ifølge cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig, er det opsigtsvækkende. Han og Danske Bank-koncernen vurderer, at boligpriserne på landsplan vil falde 6,7 procent fra nu og indtil udgangen af 2023.
Microsoft: Flere russiske hackerangreb mod også Danmark
Rusland har øget antallet af cyberangreb mod lande, som bakker Ukraine op. Også Danmark er blevet ramt.
De russiske efterretningstjenester gør langt flere forsøg på at hacke sig ind i it-systemer hos USA og omkring 40 allierede lande, lyder det i en ny analyse fra den amerikanske softwaregigant Microsoft. Mange af angrebene har NATO-lande som mål, hvor hackerne håber at kunne trænge ind og udspionere dem ved at indsamle oplysninger.
USA er hovedangrebsmålet, men i alt er 42 lande i det russiske søgelys, fremgår det af Microsofts rapportering.