Business update: Tidligere topchef får nyt job – blev træt af at stå på ski

Det nye LEGO-overhoved har tabt over 200 millioner på luksusprojekt, kendte design­fir­maers bundlinjer falder stort, og en tidligere topchef får nyt job. Her er tirsdagens Business-update.

Kasper Rørsted var indtil august sidste år topchef for Adidas. Nu har han fået en ny post. Arkivfoto: Tobias Kobborg Tobias Kobborg

God eftermiddag og velkommen til ugens første update fra Berlingske Business.

Vi har været dagens nyhedsbillede rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.

Lad os springe ud i det:

Efter gyldne år: Kendte design­fir­maers bundlinjer falder stort

Flere af de store danske producenter af designermøbler blev hårdt ramt på indtjeningen sidste år.

Det skriver Børsen.

Hos Wegner-producenten Carl Hansen & Søn blev bundlinjen mere end halveret til 80 millioner kroner.

Nogle producenter måtte ligefrem veksle overskud til underskud. Det skete for kapitalfondsejede Gubi og for storproducenten af Arne Jacobsen-møbler, Fritz Hansen, som for første gang i 30 år tabte penge.

Morten Laugesen, der er erhvervsøkonom i Sydbank, siger til avisen, at krigen i Ukraine har forårsaget stigende materialepriser. Derudover steg priserne på energi kraftigt sidste år, hvilket har ramt den energiintensive branche hårdt.

Det nye LEGO-overhoved har tabt over 200 millioner på luksusprojekt

Det er ikke så længe siden, at Thomas Kirk Kristiansen overtog magten i LEGO fra sin far.

Thomas Kirk Kristiansen kæmper dog stadig med store underskud på sit luksussideprojekt Great Northern, som består af et golfanlæg i nordisk særklasse, hotel, restaurant, spa og wellness.

Selskabet bag Great Northern fik sidste år et tab efter skat på 34 millioner kroner. Dermed har selskabet nu haft et samlet underskud på over 200 millioner kroner de seneste syv år.

Det skriver Finans.

»Årets resultat er negativt påvirket af de stigende energiomkostninger og inflation, der har præget 2022. Den øvrige drift af virksomheden er forløbet planmæssigt, budgettet er blevet fulgt, og vi har eksekveret på vores langsigtede strategi,« skriver Peer Rysgaard, administrerende direktør på Great Northern, i en udtalelse.

Tidligere topchef får nyt job: Blev træt af at stå på ski

I august sidste år stoppede danske Kasper Rørsted som topchef for sportsmærket Adidas. Siden har offentligheden ikke hørt meget fra den 61-årige dansker.

Men nu har han fået en ny post. Kasper Rørsted skal nemlig være bestyrelsesformand for den hastigt voksende, østrigske børnecykelproducent Woom.

Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Da Kasper Rørsted stoppede hos Adidas, tilbragte han den følgende vinter på ski, fortæller han i et interview med tyske Handelsblatt. Men det var ikke tilfredsstillende nok for Rørsted, der har ledet to store tyske virksomheder i mere end 14 år, skriver erhvervsavisen.

Rørsted var ikke kun chef for Adidas, men har også stået i spidsen for den tyske gigant Henkel i otte år. Han ønsker dog ikke et nyt job som topchef og heller ikke lange arbejdsuger, siger han til avisen.

»Jeg sigter mod en firedages uge,« siger Kasper Rørsted, der fortsat er medlem af bestyrelsen hos Siemens og A.P. Møller - Mærsk.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

Du har måske allerede set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi synes, at du bør tage et kig på.

A: Fællesformand i HK trækker sig efter anklager om krænkende adfærd

Jesper Thorup fratræder som fællesformand for HK Østjylland på grund af anklager om krænkende adfærd.

Læs historien her.

B: I kampen mod »falske selvstændige« er kun Wolt blevet ramt. Konkurrenten kører videre

Leveringstjenesten Foodora har fulgt med fra sidelinjen i konkurrenten Wolts langstrakte strid med skattemyndighederne. Mens myndighederne har fældet dom over Wolts 5.000 bude, har ingen endnu henvendt sig til Foodora.

Læs historien her.

C: Kort inden sin død sagde Mads Lundby Hansen noget, hans chef sent vil glemme: »Det var ikke en vits«

CEPOS' cheføkonom, Mads Lundby Hansen, er død. Martin Ågerup, CEPOS-direktør, mener ikke kun, at det er en »meget dygtig økonom«, der er gået bort. Kort inden sin død sagde Mads Lundby Hansen noget til Martin Ågerup, som han sent vil glemme.

Læs historien her.