Business-update: Tesla taber mere end en milliard kroner på Bitcoin

Berlingskes Business-redaktion guider dig til dagens vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Elon Musk har længe været fortaler for kryptovaluta, og hans udtalelser har stor indflydelse på kursen. Nu har de store fald medført en kæmperegning til Tesla. Fold sammen
Læs mere
Foto: Evan Agostini/AP/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

God eftermiddag og velkommen til tirsdagens Business-update her på Berlingske. Vi har taget et nøje kig på nyhedsbilledet for at bringe dig et overblik og indblik i de vigtigste erhvervsnyheder det seneste døgn.

I dag kan du læse om, hvordan mangel på personale rammer Heathrow Lufthavn ved London længe endnu. Derudover har Bitcoins kursfald fået enorme konsekvenser for Tesla. Men vi starter med historien om gældsramte Sportsmaster, der har fået en hjælpende hånd af en stor udenlandsk koncern.

Sportsmaster får endnu et millionunderskud – britisk koncern holder kæden i live

I maj blev Sportsmaster købt af den britiske gigant Frasers Group, der har overført et »betydeligt tocifret millionbeløb« til kæden. Det skriver Børsen.

Pengetilførslen gør direktør Andreas Holm fortrøstningsfuld i forhold til kædens fremtid. De seneste ti år har Sportmaster haft røde tal på bundlinjen. Det nyeste regnskab viser, at det også gjorde sig gældende i 2021, hvor bundlinjen ramte minus 67,7 millioner kroner. Siden 2012 har kæden samlet set tabt 826,7 millioner kroner.

Derudover har virksomheden en egenkapital på minus 66,6 millioner kroner og en samlet gæld på 733,4 millioner kroner.

Kæden, der har 75 butikker under Sportsmaster-navnet og fem Rezet-butikker, beskæftiger omkring 1.100 ansatte i Danmark. Sidste år solgte kæden for 861,9 millioner kroner, hvilket var tre millioner mindre end året før.

Men på trods af de røde tal forventer direktør Andreas Holm, at resultaterne vil begynde at gå i den anden retning.

»Sportmaster forventer en markant vækst i nettosalget på fem-otte procent i den kommende periode. Frem til næste regnskabsaflæggelse ultimo april 2023 forventer vi, trods et vanskeligt første halvår 2022, at kunne reducere underskuddet markant. I de sidste måneder af det igangværende regnskabsår skal vi nærme os break-even, og vi forventer en positiv bundlinje for regnskabsåret 2023/24,« siger Andreas Holm til Børsen.

Tesla taber mere end en milliard kroner på Bitcoin

Kryptomarkedets voldsomme kursfald har givet investorer en på sinkadusen – og Tesla er ingen undtagelse.

Ifølge det norske medie E24 har virksomheden indrapporteret en nedskrivning på 170 millioner dollar relateret til Bitcoin. Det svarer til 1,2 milliarder danske kroner.

For halvandet år siden købte bilproducenten Bitcoin for 1,5 milliarder dollar. Ifølge det norske medie er 75 procent af investeringen blevet vekslet til anden valuta siden da.

Bitcoin er siden november faldet fra 67.000 dollar til nu at kunne købes for 22.000 dollar.

Teslas frontfigur, Elon Musk, har tidligere været en markant fortaler for Bitcoins potentiale, og hans udtalelser har stor indflydelse på Bitcoins kurs.

Der kan gå lang tid, før Heathrow lufthavn er normaliseret

Heathrow Lufthavn, der spiller en vigtig rolle for flytrafikken til og fra London, indførte 12. juli en grænse på 100.000 daglige passagerer. Dengang var meldingen, at initiativet vil gøre sig gældende i to måneder.

Forklaringen skal findes i manglen på arbejdskraft. Alenlange køer, bunkevis af strandede kufferter og en række aflyste fly har været realiteten i lufthavne i Storbritannien, Frankrig og Tyskland.

Men nu melder lufthavnen, at begrænsningen kan gøre sig gældende i mindst et år endnu. Det skriver Bloomberg om.

»Det kommer ikke til at blive et quickfix. Det er muligt, at vi kan få endnu en sommer med begrænsninger. Det kommer til at tage 12 til 18 måneder, og ikke bare hos Heathrow,« har lufthavnens administrerende direktør, John Holland-Kaye, udtalt til Bloomberg.

Han pointerer desuden, at luftfartsselskaberne selv er ansvarlige for ansættelsen af personale. En række selskaber har kæmpet med at holde på de ansatte, da arbejdsdagene er lange, og lønnen er lav.

Lufthavnen har meddelt, at den har nok ansatte til at håndtere 85 procent af flytrafikniveauet fra 2019, og omkring 1.300 er blevet ansat det sidste halve år. Luftfartsselskaberne kan håndtere 70 procent af trafikniveauet før corona.

Her er fem bud på skarpe historier fra Berlingskes egne erhvervsjournalister.

1. Politikere kræver justering af »grotesk« fejl i nye ejendomsvurderinger: »Dybt bekymrende«

Det holder ikke, at naturgasfyr på grund af en »grotesk« fejl vurderes som værende en mere fordelagtig varmekilde end varmepumpe og jordvarme i det nye ejendomsvurderingssystem. Sådan lyder meldingen fra flere partier, der kræver handling. Radikale Venstre mener dog, at systemet giver god mening.

Læs artiklen af Kalle Kehlet og Vibe Hyltoft her.

2. Ny strejke aflyser flyafgange fra Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn rammes nu af endnu en strejke. Denne gang er det 20.000 Lufthansa-ansatte, der strejker fra onsdag til torsdag.

Læs artiklen af Emil Bo Rask her.

3. Luftfartsboss: Flysektoren vil være hårdt ramt i flere år

Europas lufthavne er pressede. I en grad, så mange af de største lufthavne oplever aflysninger eller forsinkelser på langt over halvdelen af afgangene. Ifølge Qatar Airways topchef er deres problemer også størst i Europa, hvor manglende personale skaber forsinkelser i hele forsyningskæden. Og han tror ikke, det forsvinder foreløbig.

Læs artiklen af Emil Bo Rask her.

4. I Danmark bliver iværksætterdrømme knust, før de starter

Vi har alle set »Løvens Hule«, vi ved, hvor meget JYSK og Mærsk betyder for Danmark, men alligevel gøres der alt for lidt for at give morgendagens iværksættere de perfekte vilkår for at skabe den næste succes. Det vil jeg ændre, så iværksætterne kan få lov at drømme stort igen.

Læs kommentaren af Mona Juul (K) her.

5. Gasprisen stiger igen voldsomt efter ny melding: Rusland »manipulerer markedet«

Det russiske statsejede energiselskab Gazprom skruer nu yderligere ned for gasleverancerne til Europa på grund af vedligehold. Blandt de europæiske stormagter ser man det dog som et storpolitisk magtspil, der har til hensigt at manipulere markederne og skabe utryghed. På en måned er de i forvejen tårnhøje gaspriser steget med over 30 procent.

Læs artiklen af Emil Bo Rask her.