Business-update: Tårnhøje benzinpriser udhuler især disse bilisters økonomi

Berlingskes businessredaktion guider dig til de vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Fradraget for pendlere er overhalet af de høje brændstofpriser. Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix

God eftermiddag og velkommen til endnu en business-update, som giver overblik over de vigtigste erhvervsnyheder lige nu, så du kan gå velinformeret og opdateret ud og nyde din fyraften.

Vi begynder med en af effekterne af krigen i Ukraine.

Den har sendt brændstofpriserne på himmelflugt, og det rammer alle bilejere på pengepungen. Men pendlere rammes også af, at deres kørselsfradrag er beregnet ud fra en literpris på 12,78 kroner, mens benzin i dag koster 15,89 kroner

Derfor mener Jens Neustrup Simonsen ifølge Finans, at regeringen bør signalere over for Skatterådet – der fastsætter kørselsfradraget – at der er brug for at hæve både den skattefrie kørselsgodtgørelse, som firmaer kan udbetale til ansatte for brug af egen bil på jobbet, og kørselsfradraget, som landets knap 1,2 mio. pendlere dagligt gør brug af.

»Vi er jo alle enige om, at vi gerne vil tilskynde til mobilitet, så folk bevæger sig rundt efter et arbejde. Derfor bør man lægge en hånd under folks transportudgifter, i stedet for at folk hele tiden præsenteres for satser, der giver underskud,« siger Jens Neustrup Simonsen til avisen.

Han bakkes op af FDMs forbrugerøkonom Ilyas Dogru, som mener, at gabet mellem de nuværende satser og pendlernes reelle udgifter truer folks lyst til at pendle.

»Et moderne arbejdsmarked skal være mobilt. Derfor er det nødvendigt, at folk kan tage et arbejde, der ligger længere væk, uden at de risikerer at tabe stort på det. Alternativet er, at mobiliteten stopper, hvilket vil betyde et stort samfundsmæssigt tab,« siger Ilyas Dogru.

Diesel rammes hårdt

Og som om det ikke er nok, lurer en knaphed på diesel, som kan sende de i forvejen oppustede priser endnu højere op.

Det skriver Financial Times med henvisning til en advarsel fra ​​Vitol, verdens største uafhængige oliehandler, om en »systemisk« mangel på diesel i Europa. Årsagen er, at krigen i Ukraine rammer russiske forsyninger, hvilket igen kan føre til brændstofrationering.

Russell Hardy, Vitols administrerende direktør, sagde i forbindelse med FT Commodities Global Summit tirsdag, at skiftet til mere dieselforbrug frem for benzin på kontinentet havde været med til at skabe mangel på brændstof.

»Det, som alle er bekymrede for, vil være dieselforsyninger. Europa importerer omkring halvdelen af ​​sin diesel fra Rusland og omkring halvdelen af ​​sin diesel fra Mellemøsten,« sagde Russel Hardy.

Han tilføjede, at raffinaderier kunne øge deres dieselproduktion som svar på højere priser på bekostning af andre olieafledte produkter. Men han erkendte også, at rationering var en mulighed.

Leasingdirektør sigtet for svindel

Den tidligere direktør og indehaver af Scanleasing, Peter Larsen, blev mandag anholdt og sigtet for omfattende svindel med blandt andet registreringsafgifter for næsten 200 millioner kroner

Det bekræfter flere af hinanden uafhængige kilder over for Børsen.

Ifølge en pressemeddelelse fra National Enhed for Særlig Kriminalitet, også kaldet Bagmandspolitiet, lyder sigtelsen på blandt andet grov momssvig, skyldner- og mandatsvig af særlig grov beskaffenhed, groft bedrageri og snyd med hjælpepakker, skriver Børsen, som også kan rapportere, at to kvinder foruden Peter Larsen er blevet anholdt. Alle tre er dog løsladt tirsdag efter ransagninger på adresser i blandt andet Kolding og København.

Her er fem skarpe bud på nyheder og analyser fra journalisterne på Berlingske Business:

Mens Danmark tøver, har Storbritannien genoptaget jagten på olie og gas i Nordsøen

Der er tilsyneladende større beslutnings- og handlekraft i Storbritannien end i Danmark, når det gælder den fremtidige forsyning af olie og gas – og uafhængighed af russiske leverancer. For mens vi herhjemme tøver med at få gang i olieudvindingen, har både briterne – og det store olieselskab Shell – besluttet sig for at give det et skud.

Læs historien her.

Skatteministeriet beder om eksperthjælp til bøvlede ejendomsvurderinger

Fem eksperter skal hjælpe Skatteministeriet med de komplicerede vurderinger af erhvervsgrunde. Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Læs historien her.

Lars Tvedes investorer i Facebook-oprør – hvor er millionerne, han lovede?

Investorerne i finansfænomenet og forfatteren Lars Tvedes hedgefond Atlas Global Macro er i oprør over fondens performance. Samtidig rejser de tvivl, om han selv har hånden på kogepladen. Tvede afviser kritikken.

Læs historien her.

Thomas Bernt: Dramatisk mere negativt scenario for dansk økonomi

Man kan håbe, at det ikke går så galt som i regeringens mest dystre scenario med stigende ledighed, en realløn under pres og en svækkelse af statsfinanserne. Men i dag er der tegnet et andet og mere dystert billede af dansk økonomi, end nogen havde troet for blot godt tre uger siden.

Læs historien her.

Hård udmelding fra USA sender de danske boligrenter i vejret

Chefen for den amerikanske centralbank, Fed, holdt mandag en tale, der kan komme til at gøre ondt på nogle boligejere, mens andre kan vende det til en fordel.

Læs historien her.