Godeftermiddag og velkommen til fredagens og ugens sidste update fra Berlingske Business.

Vi har været dagens nyhedsbillede rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker i erhvervslivet og økonomien lige nu.

I dag kan du blandt andet læse om en gigantisk minesag, der kan få »meget alvorlige« konsekvenser for Danmark og Grønland, og så kan du tjekke, om du er lige så rig som din nabo. Vi begynder dog med nyheden om statens enorme indtjening på fartbøder.

Stærekasser har kostet bilister 165 millioner kroner

88 bøder om dagen.

Samlet har 20 stærekasser udskrevet 105.892 fartbøder på 40 måneder, skriver Finans.

Alene siden 1. januar 2020 er mere end 105.000 bilister blevet afkrævet tæt på 165 millioner kroner efter at være blevet blitzet af et af politiets fastinstallerede kameraer – populært kaldet stærekasser. Det viser opgørelser fra Gjensidige og Rigspolitiet.

Det er ikke, fordi antallet af fartbøder glæder forsikringsselskabet Gjensidige, men de er glade for ordningen

»Højere fart giver større risiko for ulykker, og derfor er for høj fart også skyld i alt for mange ulykker hvert år. Derfor det mit håb, at bevidstheden om ikke at blive blitzet i en stærekasse også giver en mere generel forståelse for vigtigheden af at overholde fartgrænserne på strækninger uden permanent fartkontrol,« siger skadesdirektør Henrik Sagild i en kommentar til Finans omkring de nye tal.

Kviktestkonge bløder millioner

Forretningsmanden Jeppe Handwerk tjente over 700 millioner kroner på at kvikteste danskerne under coronakrisen.

Den enorme succes gav ham blod på tanden, og han åbnede derfor en række sundhedscentre.

Kviktestkongen har tabt 58 millioner kroner i 2022, skriver Børsen.

Det fremgår af årsregnskabet fra hans og hustruen, Meta Birgitte Handwerks, holdingselskab, Handwerk Holding.

Selskabet har fem datterselskaber, herunder Copenhagen Medical, der var en økonomisk succes under pandemien. Derudover sælger parrets selskaber blandt andet autoudstyr til Forsvaret og løsninger til valgafholdelse.

Til trods for det betydelige tab har Handwerk Holding fortsat en solid økonomi. Egenkapitalen steg fra 16 millioner kroner i 2019 til imponerende 677 millioner kroner i 2022, efter de ekstraordinære coronaår, hvor omsætningen eksploderede fra 111 millioner kroner til 2,8 milliarder kroner på blot et år.

Det blev da også til et flot udbytte på 20 millioner kroner til Handwerk-parret.

Farvel til visa/dankort

Danmarks femtestørste bank, Spar Nord, er stoppet med at udstede nye visa/dankort – en betalingsløsning, der i mange år har været og fortsat er populær i Danmark.

Det skriver Finans.

Derudover fremgår det rene Dankort ikke længere af Spar Nords hjemmeside. Det er dog fortsat muligt at få et dankort som kunde, oplyser banken.

Ifølge Finans ønsker Spar Nord, at kunderne skal have internationale betalingskort hos banken.

»Det handler om at stille vores kunder bedst i forhold til deres behov og sikkerhed, og det mener vi, at vi gør med vores nuværende udbud af betalingskort,« siger kommunikationschef Neel Rosenberg til mediet.

Banken oplyser, at beslutningen også handler om innovationsmuligheder, højere beløbsgrænser og mulighed for at tilbyde flere tjenester i forbindelse med kortet.

Det er ikke første gang, at banker har luftet ideen om at sige farvel til visa/dankortet. Jyske Bank oplyste i 2019, at det var slut for kunderne med at få fornyet det samlede Visa/Dankort, som kan klare betalinger både i ind- og udland.

Men flere år senere fremgår både Dankortet og Visa/Dankortet fortsat af Jyske Banks hjemmeside.

Tre uundværlige fra Berlingske Business

Du har måske allerede set dem, mens du har læst Berlingske i dag, men her er tre historier fra Berlingske Business, som vi synes, du bør læse.

A: Gigantisk minesag kan få »meget alvorlige« konsekvenser: »Den kan ende med at ødelægge det hele«

En enorm sag om et australsk mineselskab og uran i den grønlandske undergrund kan koste Danmark og Grønland milliarder. Og få alvorlige konsekvenser for Rigsfællesskabet.

Læs historien her.

B: Putin tog Europa på sengen. Men nu har hans trumfkort spillet fallit

For et år siden så Europa frem mod en miserabel vinter. Mangel på energi og ikke mindst naturgas var en stor bekymring, efter Ruslands præsident, Vladimir Putin, spillede sit vigtigste økonomiske kort og lukkede for gaseksporten. Men det er slet ikke gået, som Putin forventede. Faktisk er det gået præcis modsat. Europa står energimæssigt stærkere, end det er set i årtier.

Læs historien her.

C: Tjek din formue: Er du lige så rig som din nabo?

Efter en årrække med stigende værdier på både boliger og aktier har udviklingen de seneste måneder været mere blandet. Se, hvor meget danskerne har sparet op i bolig, pension og fri formue i netop din kommune.

Læs historien her.

Tak, fordi du læste med!