Business-update: Stadil er indstillet til konkurskarantæne

Berlingskes Business-redaktion guider dig til dagens vigtigste nyheder, der handler om økonomi og virksomheder.

Thor Stadil, der driver familiekoncernen Thornico sammen med sin søn Christian Stadil, er blevet indstillet til konkurskarantæne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Godeftermiddag og velkommen til torsdagens Business-update.

Vi skal blandt andet forbi historien om, at Skattestyrelsen kun får lov til at anke dele af nederlaget i den meget omtalte udbyttesag, og så skal vi et smut forbi Bill Gates' skilsmisse. Men vi begynder med Thor Stadil, som risikerer at miste retten til at drive virksomhed i op til tre år:

Stadil indstillet til konkurskarantæne

Den 76-årige erhvervsmand og en af Danmarks mest velhavende personer Thor Stadil er blevet indstillet til konkurskarantæne som følge af kollapset i Stadil-familiens rederi, der gik konkurs i foråret 2020. Det skriver Finans.

Bliver han dømt, vil han blive tvunget til at forlade ledelsen af familiekoncernen Thornico, som han driver sammen med sin søn, Christian Stadil, og som i 2020 havde en omsætning på over ni milliarder. Thornico ejer blandt andet det kendte sportsmærke Hummel.

Thor Stadil fortæller til Finans, at han med god samvittighed kan sige, at han ikke har gjort noget som helst galt.

Det er Troels Tuxen fra advokatfirmaet Bech-Bruun, som har bedt Skifteretten i Odense om at fratage Thor Stadil retten til at drive virksomhed i op til tre år. Han er kurator på en del af boet efter rederiet.

»Vi er kommet med indstillingen, fordi der efter vores opfattelse har været en groft uforsvarlig forretningsførelse. Det er langtfra i alle boer, at vi gør det. Og vi kan roligt sige, at det er usædvanligt, når man ser på, hvem ejeren er,« siger han til Finans.

Bri­tisk dom­mer til­la­der kun Skat­testy­rel­sen at anke dele af ne­der­lag i ud­byt­tesag

Skattestyrelsen har kun fået lov til at indbringe dele af et sviende nederlag i udbyttesagen til en højere retsinstans. Det skriver Børsen.

Det har dommer Andrew Baker fra High Court i London afgjort på et retsmøde torsdag.

27. april besluttede samme dommer at afvise Skattestyrelsens stort anlagte erstatningssag i London mod Sanjay Shah, 28 yderligere personer og 79 selskaber, som Skattestyrelsen mener har været en del af den formodede svindel med udbytteskat for mindst 12,7 milliarder kroner.

Han henviser til den flere hundrede år gamle revenue rule, der betyder, at andre lande ikke må bruge britiske domstole til at opkræve skatter.

Skattestyrelsen mener dog ikke, sagen handler om inddrivelse af skatter, men om svindel. Men dommer Andrew Baker mener, at der var en tilstrækkelig myndighedsmæssig relation mellem Skattestyrelsen og de sagsøgte civile parter, til, at sagen ikke kan føres ved de britiske domstole.

Ved dagens retsmøde har Andrew Baker dog givet Skattestyrelsen tilladelse til at lade appelretten vurdere, om han har ret.

Bill Gates overfører milliarder til Melinda Gates i forbindelse med skilsmisse

Bill Gates er i gang med at overføre værdier for milliarder af kroner til Melinda Gates, efter at parret forleden meddelte, at det skulle skilles efter 27 års ægteskab.

Bill Gates’ investeringsselskab, Cascade Investments, overførte mandag i denne uge værdipapirer for 1,8 milliarder dollar til Melinda Gates – samme dag som skilsmissen blev annonceret. Det kom frem tirsdag.

Og nu skriver Bloomberg News, at Cascade Investments ligeledes overførte værdipapirer for over 500 millioner dollar i Coca-Cola Femsa og Grupo Televisa til Melinda Gates.

Selvom mange detaljer fortsat ikke har nået offentligheden, forventes skilsmissen af medføre pengeoverførsler i en skala, som kun er set ved få skilsmisser før denne.

Her er fem skarpe bud på historier fra journalisterne på Berlingske Business:

1. Nykredit-topchef afviser behov for Kollerups indblanding i bankers minusrenter: »Som private virksomheder sætter vi selv priser og vilkår«

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har kaldt bankerne »grådige«, med henvisning til at langt de fleste banker i Danmark har sat grænsen for, hvornår private kunder skal betale for at have penge stående i banken, markant ned.

»Grænsen er nået,« mener ministeren, men det bør han slet ikke blande sig i, lyder det fra Michael Rasmussen, der er topchef i Nykredit og en af landets mest magtfulde bankchefer.

Læs historien her.

2. Han sikrer, at danske virksomheder opfører sig ordentligt – her er hans løsning på omstridt forslag

Europa-Kommissionen lægger an til at lovgive sig til et mere bæredygtigt erhvervsliv gennem et forslag, der vil være et grundlæggende opgør med den måde, virksomheder i dag driver forretning på.

Ambitionen er god, men det er en helt forkert måde at opnå mere bæredygtighed på, mener Lars Frederiksen, formand for Komiteen for God Selskabsledelse. Han peger i stedet på en anden løsning.

Læs historien her.

3. Ny bank går til angreb: Her kan du parkere nogle af dine penge uden negativ rente

En ny bank i klassen fisker efter danskernes kontante formuer med et tilbud, som skiller sig ud fra mængden.

Du kan slippe for at betale negative renter af beløb op til 250.000 kroner, hvis du sætter penge ind i den digitale bank Lunar, selvom du ikke har en NemKonto hos banken.

Langt de fleste banker kræver ellers, at du skal betale negativ rente fra første krone, hvis du ikke har en NemKonto hos dem.

Læs historien her.

4. Presset TDC fortsætter med at miste tv-kunder og penge

Danmarks største telekoncern, TDC, fortsætter med at miste vigtige tv-kunder og er stadig presset på både omsætning og indtjening, så der spares med hård hånd.

Det viser regnskabet for årets første tre måneder, som kom torsdag morgen.

Læs historien her.

5. Fitnesscentre er nødt til at ansætte folk til at tjekke coronapas og afspritning – men det bliver for dyrt for Kaare Solhøj Dahle

Efter flere måneders nedlukning kan der fra i dag løftes tunge vægte og dyrkes motion i hold hos landets fitnesscentre.

For mange fitnessejere og fitnessglade mennesker er det en ren festdag. Men det bliver det ikke for alle.

19 fitnesscentre vil fra torsdag stå mennesketomme. For Kaare Solhøj Dahle fra Local Fitness kan ikke åbne med kravet om coronapas og fuld bemanding, da det vil koste ham knap en halv million kroner om ugen.

Læs historien her.