Godeftermiddag og velkommen til ugens sidste update fra Berlingske Business.
Vi har som altid været nyhedsbilledet rundt for at give dig et overblik over, hvad der rører sig i erhvervslivet her til eftermiddag.
Lad os komme i gang:
#1 – Mærsk ser længere nedtur forude: Har været for optimistisk
A.P. Møller – Mærsk advarer om, at den globale økonomiske situation står over for en længere nedtur end først forventet.
Som reaktion på risikoen for recession i Europa og USA forventer rederigiganten nemlig, at efterspørgslen på containerfragt vil falde med mellem en og fire procent i år. Den tidligere forventning lød, at efterspørgslen omvendt ville stige med mellem 0,5 og 2,5 procent.
Det oplyser A.P. Møller – Mærsk til Financial Times.
Efterspørgslen efter fragt kan ses som et udtryk for, hvordan det går med den globale handel.
Shippingbranchen oplevede et stort boom i efterspørgslen i kølvandet på verdens coronanedlukninger. Da økonomierne igen åbnede, steg efterspørgslen på varer voldsomt. Verdenshandlen er stadig i gang med at finde tilbage til et normalt leje.
Vincent Clerc, administrerende direktør i A.P. Møller – Mærsk, siger til Financial Times, at det er en ærgerlig følelse, at årets første robuste halve år nu bliver erstattet med bekymringer om fremtiden.
»Det er altid svært at håndtere en så radikal ændring i efterspørgslen. Det vil sandsynligvis skabe vanskelige handelsudsigter. Vi forventer en fortsat korrektion af indtjeningen,« siger han til Financial Times.
I andet kvartal i år faldt Mærsks omsætning med 40 procent sammenlignet med samme tidspunkt året forinden.
Clerc anerkender, at Mærsk har været for optimistisk omkring de forventede resultater. Ifølge Børsen sagde han også tidligere i dag på et pressemøde, at Mærsk står over for en »radikalt anderledes verden«.
»Efter to år, hvor det har handlet om at få mest muligt fragt igennem, så kommer det nu til at handle om omkostningsfokus,« sagde Vincent Clerc.
I regnskabsåret 2022 slog Mærsk alle rekorder i dansk erhvervsliv, da koncernen skabte et historisk overskud efter skat på knap 30 milliarder dollar, svarende til 204 milliarder danske kroner.
Allerede dengang forudså Mærsk, at 2023 ville blive anderledes på grund af et forventet dyk i både efterspørgsel og fragtpriser.
#2 – Pandora-rigmand taber trecifret millionbeløb
Den danske smykkemilliardær René Sindlev har tabt et trecifret millionbeløb i sit personlige holdingselskab og ender med et underskud efter skat på 464 millioner kroner.
Tabet betyder, at der bliver barberet en væsentlig luns af Sindlevs formue, idet egenkapitalen i selskabet falder med 74 procent – fra 638 millioner kroner til 166 millioner kroner. Underskuddet skyldes et værditab på René Sindlevs investering i biotekselskabet Enochian, som er børsnoteret i New York.
Det skriver Børsen.
Berlingske har tidligere fortalt den utrolige historie om netop Enochian, der længe har været i dyb krise. Det har nemlig vist sig, at firmaets topforsker og helt store håb Serhat Gumrukcu var blevet anklaget for at have bestilt et lejemord, risikerede dødsstraf og havde fusket med forskningsresultaterne.
Det har udløst problemer for danske velhavere som Pandora-milliardæren René Sindlev, DBA-milliardæren Karsten Ree og finansmanden Aldo Petersen, som er aktionærer i Enochian.
De mange historier om Enochian har fået aktiekursen til at styrtdykke og medvirket til, at de danske rigmænds investeringer er blevet udhulet.
#3 – Toppen af FH har »frifundet« sig selv. Men omfattende materiale dokumenterer bredt kendskab
Den længe ventede advokatundersøgelse af Lizette Risgaards krænkende adfærd var også en »frifindelse« af FHs ledelse, mener organisationen selv. Det står bare ikke noget sted i resumeet af rapporten.
Gentagne gange på pressemødet torsdag, hvor advokatundersøgelsen blev fremlagt, blev det nævnt, at advokatfirmaet Kromann Reumert havde »frikendt« eller »frifundet« FHs ledelse i sagen.
Flere gange og over en periode på flere år har forskellige fremtrædende personer i toppen af FH og dele af fagbevægelsen ellers kendt til Lizette Risgaards grænseoverskridende adfærd, der alligevel er fortsat. Det dokumenterer et omfattende materiale, som Berlingske har gennemgået.
»Der står i resumeet, at advokaten ikke kan lægge til grund, at FH har vidst noget. Det er så langt, som advokaten kan komme. Det kan lyde lidt som en smal frifindelse, men det kan også bare afspejle, at advokaten ikke har kunnet komme det nærmere,« siger Michael Gøtze, juraprofessor på Københavns Universitet.
Tre uundværlige fra Berlingske Business
Vi anbefaler desuden disse tre historier fra Berlingske Business i dag, hvis du ikke allerede har læst dem:
A: De fik den største investering nogensinde i Løvens Hule. Så gik alt galt
En halvanden år lang strid mellem grundlægger og investor har fået en afgørelse. En domstol har underkendt »løven« Jan Lehrmanns beslutning om at smide sin egen partner ud af virksomheden Vuffeli.
B: Din pensionsformue har tabt værdi i 2022. Men din tvangsopsparing har klaret sig endnu værre
2022 var et forfærdeligt år for danskernes pensionsopsparinger, med fald over hele linjen, men én pensionskasse skiller sig ud med de suverænt dårligste tal.
C: Nyt stærkt »kongetal« fra USA
Selvom tempoet er faldet en smule, bliver der fortsat skabt mange nye job i USA. Arbejdsløsheden er tæt på den laveste siden 1960erne. Det skaber hovedbrud for den amerikanske centralbank, der allerede har leveret de mest aggressive renteforhøjelser i 40 år.