Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
God eftermiddag og velkommen til tirsdagens nyhedsupdate.
Vi skal høre om planer for et nyt kontorfællesskab for kvindelige iværksættere. og en britisk virksomhed, som må undskylde for at anbefale kunderne at spise ingefær for at holde varmen. Men først til nye tal for bilsalget.
I årevis er dieselbiler braget frem – nu dykker salget
For første gang falder antallet af dieselbiler i Danmark. Nye tal for Danmarks Statistik viser, at frem mod 2021 skrumpede antallet af dieselbiler i forhold til 2020 med knap 21.000 svarende til et fald i bestanden på 2,5 procent, skriver Finans.
»Det er dødsstødet for dieselbilerne,« siger Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM.
Han siger, at udviklingen generelt går dieselbilerne imod. Mens salget af eldrevne biler stormer frem, er dieselbilerne ramt af et markant hop i den såkaldte udligningsafgift udløst af de grønne bilafgifter fra 2020.
Oveni vil den grønne ejerafgift stige i årene fremover, ligesom det ventes, at dieselprisen frem mod 2030 vil blive ramt af nye klimakrav fastlagt i de grønne bilafgifter.
Serieinvestor og ejendomskæmpe klar med kontor for kvindelige iværksættere
Et nyt kontorfællesskab slår i år dørene op og vil skabe bedre rammer for kvindelige iværksættere, skriver Børsen.
Bag planerne står Jeudan og investeringsplatformen Nordic Female Founders med serieiværksætter Mia Wagner som administrerende direktør.
Mia Wagner, der er kendt fra tv-programmet »Løvens Hule«, er administrerende direktør og medstifter af Nordic Female Founders. Firmaet arbejder for at styrke kvinders position i dansk iværksætteri, og i de senere år har virksomheden været i kontakt med over 500 kvindelige iværksættere, som oplever ensomhed og begrænset adgang til for eksempel netværk og hjælp til budget.
»Der er behov for et rum, som kan skabe grobund for en ny kultur. Vi har det seneste år været i fællesskab med kvinder, hvor der er opstået tillidsfulde rum, hvor det være nemmere at stille sårbare spørgsmål,« siger Mia Wagner.
Spis ingefær og spar på regningen – nu undskylder britisk energiselskab
Det britisk energiselskab SSE Energy Service er blevet tvunget til at undskylde, efter selskabet har forslået kunderne at spise ingefær eller lave hola-hopkonkurrencer for at holde varmen. Det skriver Bloomberg.
Selskabet sendte en onlineguide til, hvordan kunderne kunne holde sig varme, fordi priserne på energi er skudt i vejret. Guiden er nu taget ned, og SSE Energy Service siger, at den var »dårlig dømmekraft og ikke-hjælpsom«.
»Vi er flove og undskylder oprigtigt,« skriver selskabet i en mail.
Andre råd i guiden inkluderede at tage en ekstra sweater og uldsokker på, gøre rent i huset og spise kartofler og linser for bedre at holde varmen. Det blev også anbefalet at isolere bedre, og lukke dørene til de rum, der eventuelt ikke bliver brugt.
Fem skarpe bud på historier fra Berlingske Business:
1. Han er dansker og forvalter 8.550 milliarder kroner i Europa: Grøn satsning kan gå for stærkt
Christian Hyldahl er direktør for amerikanske BlackRocks afdeling i Europa. En af verdens største kapitalforvaltere og også en af de første til at stille grønne krav til virksomheder. Men han skal hele tiden balancere klimakravene med hensynet til afkast, for blandt andet danskernes pensionsopsparinger er på spil, hvis satsningen på den grønne omstilling går for stærkt.
Læs mere her.
2. Største tab i 104 år og Allan Polack er tavs – kvalmegrænsen for pensionsgiganternes selvros er nået
Hvordan kan man som stort pensionsselskab tabe tre milliarder kroner og ikke være forpligtet til at informere kunderne og resten af verden om det? Ligesom der findes børsetiske regler, som tilkendegiver nogle klare regler om, hvornår man skal informere fondsbørsen og investormiljøet om væsentlig intern viden i et selskab, må det samme gælde pensionsgiganterne i forhold til deres kunder og den omgivende verden.
Læs mere her.
3. Nordisk hotelkæde hacket af den russiske mafia – sådan blev det stoppet
Hotelkongen Petter Stordalens kæde Nordic Choice Hotels blev i december ramt af så omfattende et hackerangreb, at de ansatte siden har måttet notere bookinger med tusch på tavler. Al tale om at betale løsepenge blev afvist. Nu er man næsten på højkant igen.
Læs mere her.
4. Nu falder huspriserne for første gang siden foråret 2020: Se udviklingen i din kommune
Da coronakrisen for alvor ramte landet i marts 2020, fik det kortvarigt huspriserne til at falde. Siden er det kun gået én vej, nemlig op, op, op. Indtil nu, hvor huspriserne for første gang i 20 måneder falder på landsplan. Se her, hvordan gennemsnitspriserne har udviklet sig i din kommune – og om den er blandt de 48, hvor pilen nu har kurs ned.
Læs mere her.
5. IKEA skærer i de uvaccineredes sygeløn
Er man ikke vaccineret mod coronavirus og bliver nødt til at gå i selvisolation, bliver der nu skåret i lønnen under fraværet.
Læs mere her.